Det er lige før, man glemmer de fornærmende ringe sange, som popgruppen brød 40 års tavshed med
Ny biografi viser Abba fra den mest flatterende side. Men de mange opremsninger af svenskernes endeløse strøm af hitlisteplaceringer skæmmer og skubber den samlede læseoplevelse ud af kurs.
De fleste kender det vel.
Man forelsker sig i en popsang eller et par hundrede som barn, og når man – mere eller mindre frivilligt – støder på de samme toner som voksen, klinger de ikke bare hult, de går direkte ind og påvirker centralnervesystemet. På negativ vis.
Sådanne sange kunne denne anmelder sammensætte lange lister af, men lad os nøjes med en håndfuld: