Jakob Martin Strid har skabt sin flotteste, men også mest dystre bog om nødvendigheden af fantasi og fremtidstro
Jakob Martin Strids krøllede hjerne og ikoniske streg har i mere end to årtier sat skub i fantasien og fået børn og voksne til at smile. Nu er den prisvindende tegner aktuel med sin ”Den fantastiske bus”. Bogen har været 15 år undervejs og besidder en detaljerigdom, der slår den populære tegners bagkatalog med længder.
Det giver næsten sig selv, at vil man opleve fantasiens frisættende potentiale, så er børnelitteraturen et oplagt sted at søge hen.
Tag for eksempel Astrid Lindgrens ”Mio, min Mio” fra 1954, hvor adoptivbarnet Bo Vilhelm Olsen går ensom og ulykkelig rundt, indtil han en dag befrier en flaskehånd, som tager ham med til ”Det fjerne land”.
Her bærer han navnet Mio og er – i skarp kontrakt til sin kærlighedsløse tilværelse i Stockholm – kongens elskede søn.
Eller Ole Lund Kirkegaards ”Gummi-Tarzan” fra 1975 om splejsen Ivan Olsen, som bliver mobbet i skolen for hverken at kunne spille fodbold eller sætte bogstaver sammen, indtil han en dag møder en heks, der opfylder alle hans ønsker for en dag.
En dag, hvor Ivan, meget ulig sin vante hverdag, både kan give bøllerne buksevand, score mål til fodboldkampen og læse bøger på størrelse med køleskabe.
Eller tag nu bare Jakob Martin Strids ”Den fantastiske bus”, der netop er udkommet.