Australsk krimi med langsom progression og dansk krimi med de helt rigtige proportioner
Australske Jane Harper afslutter sin Aaron Falk-trilogi, mens danske Degnbol & Winther skriver videre på deres Djursland-serie. Få gratis lytteprøve i anmeldelsen.
Krimier kan i princippet udspille sig hvor som helst, hvor der er mulighed for konflikter mellem mennesker. I praksis er det dog nok sådan, at krimi og storbymiljø hænger sammen.
Det har sin sociologiske forklaring i storbyens menneskekværnende dynamik og sin litteraturhistoriske forklaring i den omstændighed, at krimien kom frem og konsoliderede sig samtidig med den litterære – og almenkulturelle – modernisme omkring 1900, der jo netop har storbyen som omdrejningspunkt.
Det betyder dog ikke, at ”provinsen” er usynlig. Tværtimod.