Litterær lækkerbisken, som giver appetit på meget mere
Allerede her i Haruki Murakamis først udgivne novelle tilbage fra 1980 introducerer han mange af de temaer, der siden har skaffet ham millioner af fans verden over.
»Mens jeg ser ud på Tokyo, tænker jeg på Kina,« funderer den verdensberømte forfatter i vanligt tilbagelænet stil. »Hvornår mødte jeg egentlig min første kineser?«
Ved nærmere eftertanke viser det sig, at Haruki Murakami - for ham eller hans alter ego drejer det sig naturligvis om - i sine unge år mødte tre kinesere. Og at årstallene for disse møder er jo for så vidt ligegyldige, så skidt pyt med ‘hvornår’.
Hvem de tre kinesere var, skal ikke røbes her. For så ville du, kære læser, allerede kende 90% af indholdet af udgivelsen, som denne anmeldelse omhandler. Vi taler nemlig om en novelle, der er illustreret med en masse nye tegninger, så den får samme omfang som en meget, meget kort roman.
Ikke en novellesamling, men én novelle! En skelsættende novelle, en vanvittigt god novelle, en novelle, som er helt uomgængelig for Murakamis mange danske fans, men altså en relativt kort novelle, som er læst, næsten før du har møffet dig ordentligt tilrette i øreklapstolen.