Camilla Stockmanns nye bog placerer sig som en øjenåbnende mavepuster
Camilla Stockmann bruger sig selv og sin journalistiske metode i en fremragende undersøgelse af barnedrab og forestillingerne om moderskab.
Man behøver ikke grave dybt i erindringen for at huske, hvilke ord der følger efter sætningen »når du strammer garnet« i Peter Fabers julesang ”Højt fra træets grønne top”. Men konstateringen »kvæler du jo barnet« klinger grummere i forbindelse med Politiken-journalist og forfatter Camilla Stockmanns nye bog om barnedrab, der netop har fået titlen ”Når du strammer garnet”.
Bogen åbner sig som en delvist personligt motiveret undersøgelse af både moderskab, reproduktive rettigheder (eller mangel på samme) og klassebetinget ulighed, der afslører sig som strukturer, der siver gennem historien.