Tysk modernistisk hovedværk – nu uden censur

Den 10. maj 1933 stod den tyske forfatter Erich Kästner i det centrale Berlin. I midten flammede et bål. Mens propagandaminister Goebbels læste op fra en liste, blev bøger kastet ind i ilden af unge og ivrige nazister.

Kästner var det tredje navn, Goebbels nævnte. Kästner var også den eneste forfatter, der var til stede ved bogbrændingen. Hans forbrydelse, som han delte med mange kolleger, der enten var døde klassikere eller var flygtet fra det Tyskland, som nazisterne siden begyndelsen af året havde sat sig tungt på, var et forfatterskab, der »gik mod den tyske ånd«.

Det var navnlig den nye modernismes kulturelle og politiske frisind, der forargede nationalsocialisterne.

Det var træk, der i den grad kunne læses i Kästners seneste værk, ”Fabian” (1931). Så meget, at hans forlægger censurerede bogen, så de passager, der kunne vække forargelse, blev slettet.

Det er den censurerede udgave, vi har haft adgang til indtil 2013, da værket blev genudgivet i sin oprindelige tilstand, og nu også under sin oprindelige titel ”I hundene” (på tysk: ”Die Gang vor die Hunde”).

Romanen er historien om en ung mands nedtur i Berlin og Dresden i slutningen af 1920’erne og begyndelsen af 1930’erne. Det er en tid, da Weimarrepublikken var ved at vige for nazisternes chok-hurtige overtagelse af hele nationen.

Jakob Fabian – han kaldes næsten kun ved sit efternavn bogen igennem – flanerer sig gennem tilværelsen. Han kunne være en slægtning til Don Juan-figuren og Kierkegaards æstetiker.

Fabian har et afbrudt filologi- og litteraturstudium bag sig. Nu arbejder han, indtil han bliver fyret, som reklamemand. Når han ikke er på arbejde, dyrker han kvindebekendtskaber og venskabet med vennen Labude, der i modsætning til den ideologisk noget rodløse Fabian er forankret i troen på fornuft og rimelighed, kort sagt Oplysningstidens idealer.

Historien er skrevet i tidens foretrukne montagestil, med korte og abrupte scener. Der er ikke noget decideret plot, men en struktur bygget over møder mellem mennesker på mange og rastløse byvandringer.

Det er let at se slægtskabet til mange af tidens andre modernistiske tekster, fra irske James Joyce over amerikanske John Dos Passos til danske Tom Kristensen.

Stemningsmæssigt er vi i det Berlin, som vi kender fra filmen ”Cabaret”, der igen skyldes et forlæg fra den britiske forfatter Christopher Isherwood delvist selvbiografiske bøger om 1930’ernes Berlin.

Mest optaget af egne behov

Fabian skildres som en tilskuer med mildt venstreorienterede politiske synspunkter, men mest optaget af sine egne behov i en by, et land og en verden under grundlæggende forandring, som han ikke orker at forholde sig til ud over med ironiens tre skridt fra livet.

Men den overraskende og pludselige slutning indeholder en implicit holdning til Fabians passivitet.

Pacifisten Kästner blev, i modsætning til mange andre, der var i opposition til nazisterne, i Tyskland krigen igennem. Han skrev drejebøger og andre tekster til underholdningsindustrien, dels under pseudonym, dels til udgivelse i udlandet, navnlig Schweiz.

Gestapo ville gerne have haft skovlen under ham, men det var ikke let at rejse en stemning mod den succesrige forfatter til de storsælgende børnebøger ”Emil og detektiverne” (1929); i øvrigt den eneste Kästner-bog, der undgik bålet.

I efterkrigstiden sikrede hans mange antinazistiske tekster, herunder bl.a. det Goethe-refererende digt ”Kender du landet, hvor kanonerne blomstrer?” (Goethe: ”Kender du landet, hvor citronerne blomstrer?”), ham en plads blandt tidens meget få ikke-kompromitterede tyske kunstnere.

Det er godt, at vi nu også på dansk har fået et af modernismens tyske hovedværker i sin oprindelige helhed. Men det er lige så vigtigt, at det giver anledning til endnu en gang at få opfrisket demokratiske rettigheder som ytringsfrihed, men nu, næsten 100 år efter Kästners bog, også på mange andre platforme end de papirbetingede. Kästners forord til forskellige udgaver er med, og der er et langt forklarende efterord af Sven Hanuscheck, bogens 2013-udgiver.