Fortsæt til indhold
Litteratur

Her er bogen, du skal læse op til valget

Anmeldelse: Et imponerende panorama over 100 års opbrud i blå blok.

Historiker og kommentator Christian Egander Skov stikker med denne bog hånden ned i et hvepsebo. Ingen har de seneste år skændtes så bravt og bistert som konservative og liberale skribenter og meningsdannere, og hvis der sidder en læser eller to derude og synes, debatten minder faretruende om den heftige strid blandt venstreorienterede fraktioner i 1970’erne, er de hermed tilgivet. Kampen om borgerlighedens sjæl er indædt – og måske ikke helt nødvendig.

Og så alligevel. Denne bog fører i hvert fald bevis for, at de liberale kræfter – personificeret ved Lars Løkke Rasmussen, Søren Pind og Jan E. Jørgensen – har sovet i timen efter 1989 og troet, at historien var universel, at landegrænser var uden betydning, at marked var bedre end stat, og at menneskeheden var befriet fra tyranni, ondskab og geopolitik. Sådan gik det desværre ikke. Allerede angrebet på USA i 2001 varslede en ny og mindre illusorisk tid, og lige siden har borgerlige stemmer i den offentlige debat været spændt ud mellem en optimistisk og liberal globalisme og en mere pessimistisk konservatisme.