Jan Guillou slutter sig til den geriatriske krimitendens, mens Gustaf Skördeman forfølger Den Kolde Krigs terrortrusler
Jan Guillou lader sit ”alter ego”, Erik Ponti, møde den hemmelige agent Carl Hamilton i en sag om chikane, der klares med efterretningsvirksomhed af hemmeligste slags og journalistisk gravervirksomhed fra en gammel rotte. Det hele tilsat betydelige mængder af den bedste rødvin fra Bordeaux. Gustaf Skördeman har lidt vanskeligt ved at komme videre fra sin fremragende koldkrigshistorie i ”Geiger”
Seriekrimier med dertilhørende serie-(anti)-helte har sjældent haft noget veltilrettelagt slutpunkt. De er standset enten med deres forfatteres egen bortgang eller er blevet sat på ”hold”, mens en anden tangent har været afprøvet.
Egentlig er det sjældent, at krimiens efterforskere eller den politiske spændingsromans agenter har vist tegn på aldring. De synes at være på toppen af deres helbred og ydeevne, indtil de bare pludselig ikke er der mere.
Men på det seneste har der vist sig en vis lyst blandt krimiforfattere til at overveje omstændighederne omkring deres efterforskere/agenters exit.
Colin Dexters Morse døde af livsstilsrelateret sygdom. Mankells Wallander gik ind i demensmørket.