Testosteron-prosa om afrikansk krigsherre og massemorder

Man kan læse journalisten Knud Brix’ debutroman, ”Febertræet”, på flere måder. Først og fremmest som et miks af fiktion og journalistisk dokumentation, der er baseret på en mildest talt strabadserende rejse til Liberia og Sierra Leone, men også som en fejring af nogle rejsende og litterære forbilleder, ikke mindst digteren Thomas Boberg, der i endnu højere grad end Brix går planken ud, når han opsøger lande, hvor massiv materiel elendighed er iøjnefaldende.

Brix måler sig konstant med sin medrejsende, og hver gang falder han igennem; Boberg er cool, og hvis man mister besindelsen, retter han sig altid op, mens Brix konstant klager over mavesmerter og i bogstavelig forstand bliver taget med bukserne nede. Ydmygende, men sådan er det at være rejsende reporter. Brix er den lille, Boberg den store: »Hele verden skal se, at jeg hænger ud med vores store digter i Afrika. Hvor er jeg latterlig, hvor er jeg sød.« Selvironisk, selvudleverende, jo tak, og derfor kategoriseringen som roman.

Men sammenligningen med Boberg er også nødvendig, fordi ”Febertræet”, akkurat som den midaldrende digters ”Africanas”, er en illusionsløs skildring af postkoloniale lande i et kontinent, som bevæger sig mod afgrunden. Den hvide mand med dårlig samvittighed møder affald og fattigdom, som man ikke kan forestille sig, før man konfronteres med den. Man møder også en brutalitet, som er tæt på at sprænge enhver moralsk standard. Det er den anden og bydende måde at læse romanen på.