Anmeldelse: En tragisk hændelse pløjer dybe furer i en familie
Med lige dele sans for både barnets og den voksnes stemme skildrer Marie-Hélène Lafon nænsomt og nøgternt en familie, som for altid forandres en almindelig morgen i april.
Tolv små kapitler, tolv intense personportrætter, tolv episodiske nedslag, ét traume og én hemmelighed – det er i al korthed strukturen i den indtrængende slægtsroman ”En søns historie”.
Romanen begynder i al stilfærdighed med en fireårig dreng, Armand, der lister ud af sengen i det tidlige morgengry for ikke at vække tvillingebroren, Paul.
Det er den 25. april 1908, og kvinderne er gået i gang med storvasken nedenunder.
Armand glæder sig. Han skal ned og give Antoinette et ordentligt kram. Hun var engang ung pige i huset, men nu er hun gift og hjælper kun til på de travle dage. Han savner hende.
Da han kommer ned i køkkenet, løber han hen til hende og griber fat om hendes ben i præcis det sekund, hvor hun vender sig væk fra komfuret. I hænderne holder hun gryden med kogende vand.