Anmeldelse: Da Der Spiegel selv blev skandalen

»Fortæl det, som det er.«

Af alle de forsøg på at sætte journalistik på en kort formel, som mediefolk til alle tider har gjort, må dette være et af de bedste.

Det er udtænkt af Rudolf Augstein, legendarisk grundlægger af det tyske nyhedsmagasin Der Spiegel lige efter Anden Verdenskrig. Sloganet hænger også med store bogstaver på væggen i receptionen i det selvbevidste hovedkvarter i Hamborg. Som en slags indgangsbøn.

I sin kerne er det jo præcist, hvad journalistik handler om: Fortæl det, som det er. Der Spiegel tager det på alle måder meget alvorligt. Magasinet har verdens største afdeling af faktatjekkere. Deres opgave er at gå bogstaveligt talt hvert eneste ord, som bladets journalister afleverer, igennem med både lup og pincet. I den Spiegel-håndbog, som Augstein skrev i 1949, hedder det, at fejl ikke er en mulighed. Sådan.

Selvforståelsen har været derefter. Man var ikke bare journalist. Man var Spiegel-journalist. Man var udvalgt, og man var i en liga for sig selv. Man havde særlige privilegier, var bedre lønnet, kunne rejse til verdens ende for at tjekke en enkelt detalje til en indledning, og man kunne skrive både langt og vidtløftigt, som mange journalister gerne gør.

Universets centrum var Der Spiegel. Indtil en journalist ved navn Claas Relotius begyndte at skrive i magasinet. Siden har verden ikke været den samme, hverken på Der Spiegel eller i europæisk presse.