Rasmus á Rógvus svære toer ”Åh!” er bare alt, alt for meget

Det er noget af en drejning, Rasmus á Rógvus forfatterskab har taget med bog nummer to, romanen ”Åh!”. Debuten, der kom for otte år siden på forlaget Gyldendal, bød på en vildt god og vildt gakket fortælling om spiritus og meningsløshed, som i traditionen fra Beckett og Bukowski bare traskede og traskede derudad i en tung ruståge på jagt efter noget, som selvfølgelig viste sig aldrig at dukke op.

I dag står jeg så her med, ja, hvad skal jeg kalde det, en skuffelse af en roman, der ikke bare er skrevet som traditionel genkendelig realisme, men også i så drivende patetisk en stil, at forfatteren har set sig nødsaget til at give den en selvironisk titel for på forhånd at imødegå indvendingen om sentimentalitet.

Og jeg var lige ved at hoppe på den. Måske er det bare mig, tænkte jeg, der slet ikke har forstået, at det faktisk er smart at skrive patetisk. Måske er den sentimental på en eller anden ikke helt så dårlig måde? Måske er der tale om en ny og i virkeligheden ret spidsfindig skrivestil, som nogle ovre på Information ville kalde postsentimental?

Men så læste jeg replikudvekslinger som denne her:

»”Når vi er sammen, har jeg det, som om jeg er alene, men alligevel ikke. Og når jeg er alene, har jeg det, som om jeg er sammen med dig alligevel.”

”Det er præcis sådan, jeg har det!”

”Det må være, fordi vores ånder eller sjæle – eller hvad man skal kalde det – endelig har fundet hinanden og finder fred og behag i hinanden.”«

Generationsportræt og pladderromantik

Bogen starter ellers meget godt. I første del hører vi om, hvordan romanens helt, den unge Vón, driver rundt i København og livet i almindelighed – med korte og dårligt lønnede jobansættelser og lige så midlertidige og frugtesløse kærlighedsforhold, et af dem med en 12-talspige af en CBS-studerende, der bryder sammen under arbejdspresset. Med andre ord lægger starten umiddelbart op til et aktuelt og kærkomment portræt af en generation, der kæmper med at leve i en stadigt mere omskiftelig og konkurrencepræget dansk virkelighed.

Men så falder Vón pladask for den smukke og kloge og sjove Micha, der også er en lille smule kikset, men på den helt rigtige måde, selvfølgelig, og bogens ellers lovende optakt slår om i pladderromantik så banal, at det er ubegribeligt, at bogens redaktør – for så vidt man altså opererer med den slags på Gladiator – ikke har bedt forfatteren om at holde igen med fløden. Som i replikudvekslingen ovenfor får vi derimod en helt og aldeles fladtrådt udpensling af den store Kærlighed, der opstår imellem de to, og lidt senere de marianergravsdybe kvaler, Vón får at føle, når forholdet viser sig ikke at holde.

Det latterlige ved disse beskrivelser er i og for sig ikke så meget, at de er følelsesfulde. Det latterlige er, at følelserne udpensles i klichéer så larmende, at jeg ville krumme tæer, selv hvis der var tale om en bryllupstale og ikke litteratur. Og sådan er bogen som helhed: Nok skider den på forbuddet mod sentimentalitet, men det er alt for Hollywood, alt for føle-føle og bare alt, alt for meget. Åh!