Historiker leverer en flot ”gerningsmandsprofil” af en selvrådig konge, der gik planken ud

Christian II er en af de mest gådefulde i den danske kongerække. Af sin svenske samtid betitlet Christian Tyran, ude i Europa inspireret af sin kejserlige svigerfamilie kendt som Nordens Nero og af en dansk eftertid omtalt som Christian Bondekær. Læg dertil, at han som titelperson i århundredets danske roman, ”Kongens fald” af Johs. V. Jensen, har fået et litterært efterliv, som stærkt væver sig sammen med ”historien”.

Vurderingerne af kongen stritter i alle retninger. Han formår stadig at dele vandene inden for Norden og i Danmark. I Europa er han en af de få danske monarker, der har markeret sig nok til at få omtale. For det meste med skældsord til fremstilling af en grum og egenrådig hersker. Danskerne står derfor temmelig alene, når han også regnes for en fremsynet hersker, der egentlig ville det godt, men som samfundets rigeste drev i landflygtighed, da de ikke var med på hans planer. Ingen anden kan gøre Christian rangen stridig som kongen med det mest splittede eftermæle.

På øretævernes holdeplads

Kong Christian har fascineret i fem århundreder, og den moderne historieforskning har fremdraget meget nyt stof, men mærkværdigvis er der ikke skrevet en fremstilling, der fokuserer på helheden i hans kongegerning. Selv om Lars Bisgaard skriver, at det formentlig vil være øretævernes holdeplads, har det været hans hensigt at levere den biografiske helhed baseret på de forudsætninger, som kong Christian arvede fra sin far, kong Hans, og som han enten måtte bygge videre på eller bryde med.

Når kongenavnet herfra skrives som Christian 2., skyldes det respekten for et bevidst valg fra forfatterens side, fordi arabertal har indgået i danske regenters monogram siden 1500-tallet. Et særsyn internationalt.

Lars Bisgaard er en af Danmarks bedst skrivende historikere, hvilket han virtuost demonstrerer i dette formidable værk. Det lander ikke på øretævernes holdeplads, men kan ikke undgå at komme til at stå som generationers biografiske standardværk om Christian 2. i den lykkelige kombination også at have stoffet i sig til at blive en folkebog.

Fortællingen rydder sine egne veje

Det er en stor fortælling, der rydder sin egen vej i vildnisset af brug og misbrug af kongens person rækkende fra Vasa-slægtens behov for legitimering af overtagelsen af den svenske trone til rammefortællinger for de toneangivende danske radikale og marxistiske historikergenerationer til langt op i 1970’erne.

Det er Bisgaards afgørende præstation, at han med nutidens historiemetode formår at trænge igennem til den urolige unionstid og bedømme kongen på dens præmisser. Han skiller myter fra virkelighed og prikker hul i de gamle historiekoryfæers domme med tidens indbyggede dagsordener. Som han tørt bemærker: »Tolkninger er nu engang noget andet end dokumentation«.

Læseren er i overordentligt godt selskab med Lars Bisgaard og hans bog. Den er fuld af fakta og information, som åbner for indsigt i livet og tænkemåden i Danmark for 500 år siden. Koncentratet af viden virker på ingen måde tyngende, fordi det er suverænt formidlet.

Bogen er det, som Lars Bisgaard selv kalder »den umulige biografi«, men det er også en blanding af mange historier – religionshistorie, kulturhistorie, økonomisk ditto og selvfølgelig krigshistorie med dens teknologiske fremdrift. Det kræver en sikker hånd at spinde den røde tråd, men det lykkes på imponerede vis. Fordi han mestrer sproget.

Kongen gik planken ud

Lars Bisgaard har ikke villet se Christian 2. som et særtilfælde, hvilket historieskrivningen har haft en tendens til. Kongens uhyrligheder i forbindelse med Det Stockholmske Blodbad vil han hverken bortforklare eller opgradere. Det var en del af hans politik, som han selvfølgelig skal stå til ansvar for. Hele den blodige proces i 1520 i Stockholm får han eminent udrullet og sat i perspektiv, så læseren må indse, at der er mange nuancer i selv en sådan makaber affære, bl.a. at den er gennemført som en kætterproces i katolske lande.

Christian 2.s kongegerning varede blot 10 år. Han var knap 32 år, da hans far døde, og levede i endnu 36 år, efter at han blev stødt fra tronen. Ungdom og eksil og fangenskab henligger i historiens mørke, men på basis af de velbeskrevne og kildetunge 10 regeringsår formår Lars Bisgaard at levere en flot ”gerningsmandsprofil” af en selvrådig konge, der aldrig rettede ind, men gik planken ud.

En sjælden karakter

Lars Bisgaards konklusion på hans arbejde er, at Christian 2. er en sjælden karakter, der sammen med Christian IV hører til de mest kendte danske regenter i udlandet. Her er bedømmelsen af ham hård. Kun i den danske andedam har Christian 2. opnået et generelt positivt eftermæle. Forfatterens udgangsreplik lyder følgelig:

»Hvis denne bog har kunnet forene udenlandske og danske elementer i bedømmelsen, er hensigten opnået.«

Denne anmelders dom fremgår af de ovenstående uddelte aurorastjerner med en anbefaling til historieinteresserede om at læse den og blive underholdt – og klogere.