Fremtiden er begyndt, og den bliver ikke rar

Det måtte jo ske – heldigvis: Efter at have trampet rundt i det koket selvfremstillende og dog tilslørede i flere af de sene udgivelser er Pablo Llambias vendt tilbage til en af sine tidlige konceptromaner, ”Rådhus” (1997), hvor en fortæller på kvasijournalistisk vis opsøgte borgmestre, besøgte rådhuse og fotograferede disse bygninger. Det, som man kunne tro skulle være en reportage, blev til alt fra essays til sære fortællinger. Det nye i ”Zombirådhus” er, som titlen antyder, at nu er vi ude på det litterære overdrev. Det er ikke det værste sted at være.

På underfundig vis gennemlyses vores samtid af en samling særlinge fra fremtiden: fra en hval og dådyr, over John-den lille hund og vektorregning til en mand med en forfatter i maven. Unægtelig noget af et raritetskabinet, som måske er ude på at redde stumperne af verden. Dertil kommer droner, som sender data videre til et fremtidskultur af en anden verden. Fotografen er denne gang den mekaniske ”Googlemanden”. Set med de rejsendes optik er alle, der optræder på fotografierne, for længst døde – hvad der ikke hindrer, at de kan være udstyret med lidenskaber og længsler, for de mange korte fortællinger blæser også liv i selv det mest rutineprægede liv.

Man aner ikke, hvad det næste kapitel vil indeholde, samtidig med at den udvikling, som de rejsende gennemgår, synes begrænset. Det er også sjældent, at lokaliteten spiller en rolle – undtagen f.eks. Odense Rådhus, hvor det bekymrer byrådspolitikerne, at Oslo er ved at brande sig som H.C. Andersens by (!). På Samsø udvikler et afspændingskursus for de ansatte på rådhuset sig til et sexorgie (!), og sådan kan der ud af intet opstå sprækker i en konform vanetilværelse.

Pablo Llambias har givet sig selv maksimal frihed til at lege og jonglere fra uhygge over parodi til samtidskritik. Vi kommer rundt i manegen, fra kannibalisme som realityshow, aparte religiøs vækkelse, grise, der slippes ud i friheden (en hilsen til en tidlig Sven Holm-roman?) og et zombieevent, til klimakrisen for alvor sætter sig igennem.

Fremtiden er begyndt, og den bliver ikke sjov. Men det er Llambias’ kritik tit. Så lever jeg med, at han sprogligt kan virke lidt staccato-agtig. Men denne gang slipper vi helt fra at høre om en mand, der kunne ligne Llambias selv. Tak for det.

LINK: Køb e-bogen her