Familien er en gåde

I udgangen af det sidste titelløse digt i Simon Fruelunds nye bog står der:

»jeg står et mærkeligt sted/ men det føles o.k./ at stå der lidt endnu«.

På den første side hedder det »hvor jeg lyver hver gang/ jeg siger jeg«, hvorfor vi kan slutte, at bogen ikke er et bekendelsesskrift, og vi kan ikke vide, om diverse informationer er biografisk korrekte. Digterjeget er dog ikke solidt plantet i det almindelige liv, det er givet. Familien bor på landet (verdens ende?), og man er ved at vænne sig til omgivelserne, om end jeget netop har et sideblik på det hele.

Der bliver hyppigt refereret til angst eller mentale tilstande, der er sammenlignelige hermed. Det forklarer, at han »står et mærkeligt sted«. Men samtidig rummer flere tekster gængse hverdagslige iagttagelser – vel at mærke parret med anfægtelser. Det prosaiske støder sammen med det eftertænksomme, det usikre, som her, hvor den yngste er kommet hjem fra børnehaven og begynder at snakke om køn. Far anbringer to balloner under blusen, men nej, »en far skal man ku’ stole på/ der er herrespade og damespade/ en lille selvhjælpsbog for fædre/ se fornuften som en form for vanvid/ se normaliteten som en«. Som en hvad? Digteren ender i det uvisse, det tøvende, men har inden da undermineret det almindelige, fornuften.

Forenede følsomheder

Det er sådan, Simon Fruelund arbejder i flere af teksterne. Han har tidligere udgivet kortfattede prosafortællinger – blandt andet med samme motivkreds: udsnit af det almindelige (parcelhus)Danmark. Eller, som det hedder med en institutionel henvisning: »hør nu synger de, vores forenede følsomheder/ familien som et gåderum/ hvor nogen har smidt nøglen væk.«

Familien holder også til i verdens ende, og som et øjebliksbillede af det almene – set med et sideblik – er Simon Fruelunds lille bog værd at læse.

LINK: Køb e-bogen her