Annonce
Litteratur

Torben Brostrøm: Benny Andersen slap aldrig grebet om sproget

Før vi andre stiftede bekendtskab med Benny Andersen, havde Torben Brostrøm fornøjelsen.

»Hans sprog var ordmusik, og hans anslag på tangenterne havde sin egen flugtende poesi,« siger Torben Brostrøm om Benny Andersen. Foto: Erik Refner/Ritzau Scanpix

Ens datter kommer hjem fra skole. Går ud for at hinke. Kommer ind lidt efter, og spørger, om man vil passe den lille, mens hun og manden går i teatret, og mens de er i teatret, rykker den lille med noget besvær op i 3.G.

Sådan beskriver man tiden flyve af sted på lige godt 500 ord. Hvis man da besidder en hjerne af en kaliber som den nu afdøde lyriker og forfatter Benny Andersen, der står bag ordene. Digtet "Tiden" er ifølge en mand, der har kendt Benny Andersen siden før hans debut, ganske kendetegnene for, hvad han gennem hele sin karriere har formået at få ud af ret almindelige ord og betragtninger.

Det er midt i 1950’erne, og den mangeårige litteraturkritiker og forfatter Torben Brostrøm er blevet redaktør på det litterære tidsskrift Hvedekorn. En dag i hans redaktørkarriere kommer en mand med noget på hjerte forbi på visit. Benny Andersen, hedder han, og de to mænd falder i snak. Benny Andersen har nogle digte med, som Brostrøm straks vælger at viderebringe i sit blad.

Torben Brostrøm, cand. mag. i dansk og fransk, professor ved Danmarks Lærerhøjskole og mangeårig litteraturanmelder ved Dagbladet Information, blev foreviget i anledning af sin 80-års fødselsdag i 2007. Arkivfoto: Polfoto/

Forlag: Benny Andersen var humor og tristesse

Torben Brostrøm vil ikke prale med at skulle have opdaget Benny Andersen. Så her kommer en tredje mand ind i billedet. Den store danske forlægger, Jarl Borg, der havde en fin sans for poesi. I Benny Andersen ser han en mand, han kan sende ud til folket. Og det kan han roligt gøre, forsikrer Torben Brostrøm ham.

Så går det stærkt. Benny Andersens debut i 1960 med den blandede digtsamling ”Den musiske ål” bliver både smertefri og vældig hurtig og tænder en gnist hos såvel redaktører og anmeldere som såkaldte almindelige mennesker, husker Torben Brostrøm.

»Det var tydeligt, at han faldt overraskende ind i den frigørelse af dansk sprog, der foregik omkring 1960. Det var befriende muntert. Der er et lune og en menneskekærlighed gemt i hans ironi og satire og bløde mellemtoner. Det var ikke så mærkeligt, at han også blev troubadour med ”Svantes Viser” og genskabte en tidssvarende form for den fortællende vise. Han blev usædvanligt folkekær. Med fortjeneste.«

Det folkelige gennembrud i 1970’erne kom med netop ”Svantes Viser” samt børnebogen ”Snøvsen” og det populære musikalske samarbejde med Povl Dissing. Den sproglige originalitet sikrede ham et stort gennembrud hos almenheden. Det lykkedes ham med en særlig, finurlig tone. En leg med ordene, som var dybsindige i al deres enkelthed, forklarer Torben Brostrøm om det kunststykke, Benny Andersen mestrede. Som i digtet om tiden.

»Han bruger en almindelig tilkendt erfaring i et overraskende perspektiv om, hvordan tiden kan opleves som flygtig. Det er ikke fordi, det er specielt dybsindigt, men det er et eksempel på, hvordan han kunne transformere en helt almen fornemmelse og iagttagelse.«

Benny Andersen var personligt sine digte – eller også var det omvendt. I samtaler med ham var der hele tiden en ekstra dimension af drilagtighed og glæde ved livet til stede, siger Torben Brostrøm, der beskriver ham som et smittende bekendtskab. Benny Andersen kom jævnligt ved Det Danske Akademi. Det var her, Torben Brostrøm senest mødte ham for omtrent et halvt år siden.

»Jeg lagde mærke til, at det slog sløjt til med hans generelle helbred, men forbavsende længe spillede han på sit skønne klaver og legede med sproget. Han bevarede sin identitet på sine gamle dage. Så der sad vi som to gamlinger og mumlede i ørerne på hinanden under møderne.«

Hvad sad de to gamlinger og mumlede om? Ikke small talk. Det var det ikke med Benny Andersen, der hele tiden levede i sproget og tanken.

»Det var tit ord, vi satte op i en spiral, der gik til himmels. Vi så et ord på tavlen eller på et papir, og så sad vi i al hemmelighed og vendte og drejede det. Der var altid en eller anden idé i det sproglige, der kunne forlænges. Det var noget karakteristisk, han kunne – ligesom Halfdan Rasmussen også kunne. Det er jo det interessante ved originale mennesker, at de har en identitet, der trænger igennem på den måde.”

Torben Brostrøm kan ikke komme i tanke om andre nulevende kunstnere, der kan det, Benny Andersen formåede. Han blev 88 år gammel. Og han slap aldrig grebet om sproget – lige så lidt som om musikken.

»Det hang nøje sammen. Hans sprog var ordmusik, og hans anslag på tangenterne havde sin egen flugtende poesi,« siger Torben Brostrøm.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Litteratur
Annonce
På den anden side
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her