Fortsæt til indhold
Streaming, film og tv

Deltager afslører: Tv-show er rent fup

Et populært amerikansk auktionsshow manipulerer ifølge et søgsmål med virkeligheden.

Los Angeles

Med over 5 millioner seere til hver episode er ”Storage Wars” et af de mest populære nonfiktionsprogrammer på amerikansk kabel-tv.

Tv-showet, som sendes i adskillige lande inklusiv Danmark (under navnet Depotjægerne), er en form for skattejagt, hvor man følger en række amerikanere, der kappes om at vinde auktioner over ukendte genstande i opbevaringsbokse og opsagte lagerlokaler rundt omkring i landet.

Indholdet i diverse opbevaringsrum bliver hver dag sat til salg i USA til højest bydende, hvis indehaveren eksempelvis ikke længere kan betale for lejen, eller hvis vedkommende dør og ikke har nogen pårørende.

Åbne auktioner

Depotjægerne i auktionerne, som i teorien er åbne for alle, får kun lov til at få et kort glimt af sagerne på afstand, før en officiel auktionarius sætter budkrigen i gang.

Men i ”Storage Wars” er det tilsyneladende ikke tilfældigt, hvad depotjægerne får fingre i, når de har vundet de enkelte auktioner.

Det påstår i hvert fald en af showets tidligere deltagere, David Hester, som samtidig har indledt et søgsmål mod tv-stationen Arts & Entertainment Network (A&E).

BMW gemt i rodet

For at gøre programmet så interessant som muligt gemmer auktionsprogrammets ofte værdifulde genstande og klenodier bag det øvrige ragelse, fremgår det af søgsmålet ved Los Angeles Superior Court.

Eksemplerne er mange: I et af lagerlokalerne gemte producerne angiveligt en BMW Mini, mens der i andet rum behændigt blev gemt nogle værdifulde aviser med nyheden om Elvis Presleys død.

Ifølge David Hester, som har været en af programmets faste karakterer siden premieren i 2010, er ”næsten alle dele af programmet forfalsket” og iscenesat ned til mindste detalje, selvom det giver sig ud for at følge en række autentiske auktioner.

Fyret efter klage

David Hester forklarer, at han blev fyret fra programmet, da han klagede over den iscenesatte manipulation.

Han kræver nu 750.000 kroner i erstatning for svig, uberettiget afskedigelse, kontraktbrud og en illoyal forretningspraksis.

Ifølge nyhedsbureauet AP ønsker A & E ikke at kommentere sagen med henvisning til, at man aldrig udtaler sig om verserende retssager.