Bonds Bedste Biler
James Bonds 50 års jubilæum er den perfekte anledning til at genoplive Bonds Bedste Biler.
»My best car? It’s a Martin, Aston Martin.«
Hvis James Bond nogen sinde selv skulle udpege sin gennem alle tiders bedste bil, ville han med garanti udtrykke det præcist sådan.
Vi kender Bond-filmene på den onde skurk, de smukke piger og den shakede – bestemte ikke rørte – Martini, men endnu mere på bilerne. James Bonds sportsvogne.
Kun én Bond-bil
Og uanset, hvad der er sket siden første 007-film, Dr. No fra 1962, uanset hvilke sportsvogns-producenter, der gerne ville have fingre i den ikoniske britiske agent, så er Bonds virkelige bilmærke Aston Martin.
Og selv om der er sket meget med den engelske sportsvogn siden 1962, er det med Bonds bil som med ham selv: Bond ER Sean Connery, Bonds bil ER Aston Martin DB5.
Kan du huske dens tricks?
Det skudsikre skjold, der kunne glide op og beskytte bagruden, nummerpladerne, der kunne drejes rundt og vise forskellige bogstaver og tal. Og det ultimative: Toppen af gearstangen kunne lige vippes til side og dér – et tryk på en hemmelig knap og passagersædet blev et katapultsæde. Bond selv kan det meste – Bonds biler kan alt.
Pudsigt er det så at se, at selve kørslen i filmen i de første film ikke var noget særligt. DB5’eren havde næsten vanskeligt ved at køre fra en helt almindelig Mercedes 180 i Goldfinger og en flad Mustang Convertibel i den efterfølgende film.
Skjolde og katapultsæder
Men selvfølgelig, hvis Bond bare kørte fra skurkene – hvad han så let som ingenting kunne i virkeligheden – havde han jo ikke brug for sit seje skjold og baglygter, der kunne sprøjte olie ud foran forfølgerne.
I det hele taget er det jo alle de tricks, som Q har lavet derhjemme på Secret Service, der skaber Bond-bilerne.
Katapultsæde i en Aston, en Lotus, der med et tryk på en knap – of course – kan skabe sig selv om til en ubåd.
Dét er jo Bond-universet; præcis som fotografiapparatet, der også er en geigertæller og rygsækken, Bond lige kan flyve bort med.
Men Q’s tricks – de er ikke nok. Se bare på en bil, der nok var Bonds businesscars, men som aldrig vandt Bonds eller os fans hjerte: BMW 750i i den lange præsident-version. Upper class-bil. 12 cylindre. Absolut dyr.
Og når så 007 tilmed kan ligge på bagsædet og styre Bimmeren med et joystick – så burde den da være hjemme? Aber nein!
For her er grænsen; James Bond kan altså ikke køre i en tysk bil.
- Læs mere i Tempo i Morgenavisen Jyllands-Posten fredag.
- Få digital adgang til artiklerne. Find det abonnement, der passer dig bedst: Klik her