CNN vild med kronprins Frederik
CNN-journalisten Richard Quest har gæstet kronprinsen - og hunden Ziggy - i Frederik 8.'s palæ.
Hvordan forener man de ældgamle, danske traditioner med en globaliseret verden og bæredygtighed?
Richard Quest, den amerikanske stjernejournalist fra CNN, synes at finde svaret hjemme hos den danske kronprinsefamilie, som han for nylig besøgte i det gennemrenoverede Frederik 8.'s palæ på Amalienborg.
Her blev han vist rundt af en særdeles veloplagt dansk kronprins, der kunne berette om den lille families store tanker i forhold til udsmykningen af palæet.
En hund kommer forbi
Og det var i den grad store tanker, der blev luftet mellem kronprins Frederik og journalisten.
"Vi tog chancen, men vi gamblede ikke - som i roulette eller poker. Det var planlagt, men samtidig en kalkuleret risiko, hvor vi satte vores hjerter på spil," lød svaret fra kronprinsen, da han blev spurgt, om det ikke er farligt at sætte moderne håndværkere ind i ældgamle gemakker.
Imellem de store spørgsmål fik journalisten imidlertid også et glimt af hjemmelivet blandt de danske kongelige, da hunden Ziggy - tilsyneladende uventet - løb logrende ind i billedet.
Afghanistan
I et af gemakkerne er der malet et stort vægmaleri, der forestiller en scene fra krigen i Afghanistan.
"Det her er ikke bare et stykke politisk kunst. Det er et politisk teater," lyder kommentaren fra Richard Quest, der efterfølgende spørger, om kronprinsen overhovedet har overvejet, hvor mange løftede øjenbryn det giver i befolkningen.
"Det vidste jeg helt bestemt. Det er godt at udfordre folk. Og det er det, jeg kan lide ved moderne kunst. Det får folk til at snakke," siger kronprins Frederik.
Hjemmebesøget på Amalienborg er en del af en længere CNN-udsendelse om København og især de grønne og innovative sider af Danmarks hovedstad.