Fortsæt til indhold
Streaming, film og tv

John Cleese medvirker i første BBC-komedieserie siden ”Halløj på Badehotellet”

Stjernekomikeren havde ellers sværget, at han ikke ville arbejde med BBC igen.

Det er næsten fire årtier siden, "Halløj på badehotellet" indtog tv-skærme verden over.

Og selvom den 77-årige Monthy Pythom-legende tidligere har sværget, at han aldrig vil arbejde for BBC igen, så får han nu en rolle i BBC-komedien "Edith".

Det skriver avisen The Guardian.

Han skal bl.a. spille over for skuespillerinden Alison Steadman og den Bafta-vindende skuespiller Jason Watkins i serien, der får seks afsnit.

Cleese har, med vanlig humor, udtalt om projektet:

»Det her er nogle af de mest fornøjelige manuskripter, jeg har modtaget i de seneste 100 år. Det vil også være særligt fint at arbejde med Alison igen, efter vi samarbejdede på "Clockwise" (1986) for alle de år siden.«

Nyheden følger udtalelser, som Cleese i 2015 lavede til ShortList Magazine, der lød:

»Der er ingen mulighed for, at jeg vil arbejde med TV, særligt ikke hos BBC. Jeg har denne her ubehagelige følelse af, at en stor del af redaktørerne ikke har nogen idé om, hvad de laver.«

Shane Allen fra BBC, der har ansvar for komedieproduktioner, er heller ikke humorforladt, da han underspillet reagerer på Cleese' tilbagevenden til BBC:

»Det er en kæmpe fornøjelse at have John Cleese tilbage til BBC's univers af komedieserier – hans seneste (serie, red.) klarede sig udmærket.«

Serien "Edith" er skrevet af den Oscar-nominerede manuskriptforfatter Charles McKeown ("Brazil").

Vi følger Phil, spillet af John Cleese, der er forelsket i enken Edith, spillet af Alison Steadman. Efter at have jagtet hende i længere tid, beslutter de sig endelig for at flytte til udlandet sammen.

Deres drømme kulsejler imidlertid, da Ediths 50-årige søn Roger dukker op. Han har lige mistet sit job og sin kone.

Er man i tvivl om, hvorvidt Cleese stadig er i humoristisk topform, så kan man se denne tre år gamle video, hvor han præciserer et problem med "dumme mennesker" og "Fox News":

Artiklens emner
BBC