Skyggen, hvalen og bæstet
Hvis Mamoru Hosada er Miyazakis arvtager, er der nye storhedstider i japansk animation i vente.
Det er ingen nyhed, at den japanske animationsfilm i den grad kan måle sig med den amerikanske, som er den, vi ellers får serveret mest af i de danske biografer. Hayao Miyazakis film har længe været dem, som særligt animationsconnaisseurs har dyrket og henvist til, og det med rette. For hans og Studio Ghiblis film er i særklasse, men de har hovedsageligt nået et voksent biografpublikum, ikke mindst fordi de er blevet vist med undertekster. Det samme bliver ”Udyret og hans lærling” af Mamoru Hosoda, og der spekuleres i, om han ikke er Miyazakis arvtager. God er han i hvert fald. Der er mange lag i hans fantasifulde fabel, en rigdom af ideer og henvisning, der dog aldrig spænder ben for den elementært spændende historie.
Da drengen Ren er ni år, dør hans mor i en ulykke. Hans far er ikke inde i billedet, og Ren må betragtes som forældreløs. Da noget perifært familie (vi ser aldrig deres ansigter, så ukendte er de for Ren) vil tage sig af ham, stikker han af. Han finder ved et tilfælde indgangen til den hemmelige verden Jutengai, der er befolket af væsner, der ligner en blanding mellem mennesker og dyr og har særlige kræfter. Især den bjørnelignende Kumatetsu er stærk. Han er udset til at kæmpe om at blive rigets nye hersker, men slaget skal slås mellem ham og den stoiske Lôzen. Kumatetsu er både lad og opfarende, og det ligger ikke i kortene, at han skal være landets nye leder, selvom hans selvtillid ikke fejler noget. Det er hos dette fejlbehæftede væsen, at Ren finder et slags nyt hjem. Drengen bliver lærling hos titlens bæst, og selvom de skændes, så taget løfter sig, opstår der langsomt en forståelse mellem de to, et bånd bliver knyttet.
Det er ikke mærkeligt, hvis man kommer til at tænke på den store, japanske forfatter Haruki Murakami, når man ser ”Udyret og hans lærling”, for i filmen er der tydeligt lånt fra H.C. Andersens ”Skyggen”, ligesom der er mange henvisninger til Herman Melvilles ”Moby-Dick”, og dette litterære inspirationsafsæt har filmen altså tilfælles med Murakami. Det samme har brugen af parallelverdener og temaet identitetsforhandling og forholdet til familien. Det er altså en detaljerig, legesyg film, man har i vente.