Radiserne på det store lærred
Spillefilmen om Radiserne er nuttet, men kan slet ikke bære det lange format.
Børn i dag kender intet til Radiserne. Men det er ingen hindring for at blive suget ind i det hyggelige, banale til tider skarpe og nuttede univers, hvor rundhovedede figurer som Søren Brun, Lotte, Rikke Rask, Trine og Nuser huserer i et børnestyret samfund, hvor de voksnes stemmer er reduceret til en tonedøv råben fra munde, man aldrig ser.
Og man kan godt forstå motivationen for at vække Radiserne til live på det store lærred. For til de mindste kan der skæres fine små historier omkring det letforståelige persongalleri. Min mindste ledsager på fire år var i hvert fald uden at kende den mindste smule til figurerne på forhånd enormt godt underholdt af historien om Søren Brun, der forelsker sig i den lille rødhårede pige fra klassen og sætter sig for at bevise, at han ikke er så tumpet, som vennerne vil gøre ham til.
Også selvom – eller måske netop fordi – han mislykkes med det meste. Den del af spillefilmen med den lidet mundrette titel ”Filmen om Radiserne med Søren Brun og Nuser” fungerer rigtig godt – især til de mindste børn, som man må formode, filmen henvender sig til.
Men det er desværre ikke det hele. For for at få filmen op på de famøse små halvanden times spillefilm, som snart sagt alle biograffilm skal ramme, så er der også koblet en ligegyldig historie om Nuser, der i kamp mod den røde baron skal befri den smukke lyserøde puddel Fifi.
Den del af filmen forfatter Nuser fra taget på sit hundehus, og det kan man som voksen gennemskue. Ikke at den bliver mere interessant af den grund. Men for børn bliver det en række abrupte intermezzi i den del af filmen, der rent faktisk fanger dem. Man sidder tilbage med en fornemmelse af, at ”Filmen om Radiserne…” er offer for en biograføkonomi, der kun tillader film af en bestemt længde at nå lærredet.
Hvor ville det have været befriende, hvis man i dette tilfælde havde insisteret på at lade den vare kun de 50 minutter, der er fortælling til. Det er også langt mere venligt over for de mindste biografgængere.
Animationen er tro mod det univers, vi voksne kender, men ikke på nogen måde iøjnefaldende, og for eftertiden vil det bestemt ikke være fra spillefilmen, man vil huske Radiserne.