Historiker roser ny film om aldrig hædrede danske soldater fra 9. april 1940

Roni Ezras debutspillefilm, ”9. april”, om træfningerne i Sønderjylland i 1940 giver "næsten et klaustrofobisk indtryk af, hvad det vil sige at have været i krig den dag." Det mener besættelseseksperten Claus Bundgård Christensen, historiker ved Roskilde Universitet.

Han har set filmen på Jyllands-Postens foranledning og er imponeret af nøjagtigheden i filmens detaljer, når den viser, hvad soldaterne oplevede for 75 år siden.

"Man følger et cykelkompagni, og man kommer stort set ikke ud over deres lille univers. Der er ikke forsøgt sneget en kærlighedshistorie ind eller andet, der forstyrrer. Jeg kender mange beskrivelser fra soldater, der var med, og filmen gengiver dem utrolig godt. Nogle tableauer er løftet direkte ud fra deres beskrivelser. Da filmen slutter, kører soldaterne væk i en bus, og de passerer en tysk panservogn, der er skudt i stykker og kørt i grøften. Der står nogle børn oven på den og leger med hjelme," siger historikeren, der roser Roni Ezra for at have læst sig ind på emnet.

Claus Bundgård Christensen savner dog en tydeligere forklaring på den politiske ramme, soldaterne agerer i. Han frygter, at ”9. april” på nogle punkter er for indforstået, da publikum eksempelvis ikke får tydeligt forklaret, hvorfor soldaterne ikke lå klar i stillinger, da tyskerne kom, eller etablerede en ny nordlig forsvarslinje, da man vidste, at Sønderjylland var tabt.

"Danmark førte en neutralitetspolitik, der betød, at vi ikke havde et reelt eksistensforsvar, men et neutralitetsværn. Man stod over for en ekstremt stærk og aggressiv nabo i syd, som man for alt i verden ikke ville udfordre eller give en undskyldning for at angribe. Jeg kan godt være bekymret for, om den yngre generation, som ikke er inde i Danmarks sikkerhedspolitiske dilemmaer i 1930’erne, forstår det," siger Claus Bundgård Christensen.

Roni Ezra beslutning om at nedtone det politiske er ganske velovervejet. Han har ønsket at vise invasionen fra soldaternes perspektiv, og de vidste intet om, hvad der foregik på beslutningsniveau på Christiansborg, Amalienborg eller i Berlin.

Instruktøren har interviewet en række veteraner gennem flere år, og han er glad for at kunne fortælle deres historie på film.

"Vi har ikke soldaterne fra 1940 ret meget længere," betoner Roni Ezra.

"Deres historier er relativt ufortalte sammenlignet med modstandsmændenes. Jeg tror, det har med ydmygelsen eller skuffelsen at gøre, og de har stadig ikke fået en medalje. Jeg forberedte mig på at møde den der klassiske amerikanske krigsveteran, der havde gjort krigsindsatsen til sin identitet. Jeg mødte noget andet: Mennesker, som stort set alle sammen sagde, at de var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Efter 9. april opløste man jo hæren, og soldaterne vendte tilbage til deres civile liv. Der blev ikke gjort så meget ved det. De snakkede kun om 9. april, når de mødtes med deres kammerater for lukkede døre. Det blev aldrig en identitet."

Det er Roni Ezras oplevelse, at de kæmpende soldater aldrig forstod, hvorfor de skulle overgive sig så hurtigt.

"Veteranerne synes, at det var en ”lusket” måde, de blev behandlet på. Det er det udtryk, de bruger. Hvis regeringen ville have, at vi skulle kæmpe, skulle de have ladet os kæmpe. Så skulle de have givet os nok ammunition, givet os lov til at lave vejafspærringer og sprænge broer,” som de siger. De ville gerne have givet ordentlig modstand. Og hvis de ikke skulle have gjort modstand, burde de fra starten have fået at vide, at Danmark ville overgive sig. Det var den der halvhjertede indsats, de blev bedt om at yde, der generede dem."