Det er stadig svært at være 11 år

Siden Laus Høybye i 1991 skrålede, at det var svært at være 11 år, har Thøger Birkelands Krumme-figur været uomgængelig, også på film. For der er noget ubehjælpeligt og elskeligt over knægten, der som sunget døjer med skolen, vennerne, familien og den spirende kærlighed til underboen Yrsa, og som til slut altid klarer skærene.

Sådan er det også i den seneste film, der morsomt nok er instrueret af Barbara Topsøe-Rothenborg, der selv spillede rollen som Yrsa i de første ”Krummerne”-film (det er også hende fra tv-serien ”Nana”).

Krumme bor med sin mor, far, lillebror Grunk og storesøster Stine i en rodet lejlighed. Hvad hjemmet savner i elegance, vejer det til gengæld op for i hjerterum, for bag de mange skænderier har familien et sammenhold ud over det sædvanlige.

Selvfølgelig er det irriterende, at man ikke har en cykel, når man nu skal køre løb mod en rivaliserende skole, og lidt pinligt er det også for Stine, at hun ikke kan komme med på skoletur til Paris på grund af de manglende finanser.

Barbara Topsøe-Rothenborg mestrer det hyggelige Krumme-univers virkelig fint, og ikke mindst veteranen John Stefan Olsens glimrende manuskript giver filmen en kærkommen varme – ikke mindst når replikkerne lægges i munden på det herlige cast, der blandt andre tæller Lisbeth Wulff, Preben Christensen og Tommy Kenter.

Som det sig hør og bør, skal der selvsagt være en konflikt, og denne gang er det den, at den notorisk arrige fru Olsen, der hader larm, falder i kløerne på to skurke (Lars Bom og Jens Jørgen Spottag), der i finanskrisens ære er blevet gjort til henholdsvis bankmand og advokat. Med fru Olsens underskrift gør de sig nemlig til ejere af ejendommen og vil nu lave den om til ejerlejligheder, som ingen har råd til.

I skolen er der ballade med den både snobbede og nævenyttige Hans, der er lige ved at overhale Krumme indenom i cykelløbet.

Alle konflikter, alle personer og alle miljøer – med undtagelser af et par nødvendige opdateringer, der rammer helt rent såsom konkurrencesamfundet, folkeskolens konstante sammenligning med Kina og den slags – er kendte i forvejen, og filmen kan ganske enkelt ikke vriste sig fri af sin skabelon, der virker som en spændetrøje i stedet for et kreativt rum.

Det er lidt synd, at ungerne i den grad skal trækkes med genbrug, bare fordi det tidligere har vist sig virksomt. Der er ingen tvivl om, at Barbara Topsøe-Rothenborg og hendes hold sagtens kunne have skabt noget originalt.