Forbrydelsen III (afsnit to): Mord med mere

Forbrydelsen III, 2. afsnit

DR søndag aften

Det skaber uvægerligt en stemning af skolekomedie, når Anne-Marie Helger med sit såre begrænsede talent entrerer scenen.

Det gjorde hun i Forbrydelsen afsnit 2 i rollen som den evindelige moder, og dermed blev der også skruet op for Sarah Lunds private problemer og hendes sørgmodige intet-menneskeligt-er-mig-fremmed udtryk fik muligvis et ekstra nøk i retning af det melankolske.

Tilmed blev synet af den fortabte søn Mark på en station direkte afgørende for en pligtforsømmelig absence under den dramatiske tur med en stor løsesum i bagagen, usandsynligt, men såre menneskeligt, naturligvis, og det er vel meningen med den scene.

Masser af historie

Det er, hvad det er; ingen havde vel troet, at løskøbet skulle lykkes, så var der jo ingen historie tilbage, og det er der sandelig. Masser af historie.

Med den spektakulære hængning af vicestatsadvokat Schultz (hvis sære fåmælthed, ja, hemmelighedsfuldhed i forvejen var på kanten af det rimelige) har Forbrydelsen bevæget sig ud på overdrevet, men det sjove er, at det egentlig ikke gør noget. Man labber det gerne i sig, for det er professionelt udført og ganske dragende.

Og mens Sarah Lunds private tristesse og hengemte skilsmissesår kun er alt for realistisk beskrevet, er det godt med lidt ramasjang og nogle farverige drab. Det er jo en krimi, og mord skal være sjovere end i virkeligheden.

Klassiske greb

Bestemt er det krimi. Handlingstrådene spidser rutinemæssigt til, og grebene er ganske klassiske. En stump avispapir viser vej til et forladt skjulested.

En kidnapper ringer med ord, der kan fortolkes, og hvorfor kræver han ingenting, men beder forældrene om at komme med et bud? Hvad er det for noget med den retssag, hvad er den store historie bagved?

Endnu er alt kun antydninger, og imens er dansk storpolitik er både røget og speget, og måske, måske ikke er der en forbindelse til den store sag.

Seriens signatur

Topfolk mødes til diskrete sonderinger i den øde natur med sikkerhedsfolkene i en Audi bagved, det er smukt nok, men de bedste billeder er stadig dem fra København, selv om de stadig er mørke.

Årstiden synes at skifte, når kameraet bevæger sig fra by til land, sådan cirka som man ønsker sig det i ferien. Mørket er seriens signatur, alt i orden.

Hvem er morderen? Ingen anelse, ikke engang en løs teori. Men vicestatsadvokaten var det så nok ikke.

-----------

Hvad mener du om 2. afsnit af Forbrydelsen III?