VILLA PARANOIA: Instr. Erik Clausen

VILLA PARANOIA
Instruktør: Erik Clausen
Danmark 2004
1 time 46 minutter

Erik Clausen er de gode viljers mand, ingen tvivl om det.

Han er også ambitiøs, vil gerne lave filmkunst med mening. Han vil også gerne forene den folkelige filmkomedie med anstændige holdninger og ægte mennesker. Og så vil han gerne skabe visuel og følelsesstærk poesi. Men rækker talentet? Når man ser "Villa Paranoia" får man på ny sin tvivl vakt. Det skyldes især, at Erik Clausen er en ringe skuespiller, og jo mere han fjerner sig fra sin oprindelige folkekære gøglertype, til fordel for de mere sammensatte personer som her og i hans forrige film, "Slip hestene løs", des tydeligere bliver gabet mellem intentionen og det opnåede resultat. Spillestilen er overtydelig og dertil monoton og endimensional. Så er der mere kvalitet i Clausens manuskript, der rummer mange pudsige indfald og en samlende idé, men også bærer for meget præg af at være en skrivebords-konstruktion snarere end af pulserende liv.

I "Villa Paranoia" har Clausen givet sig selv rollen som Jørgen, en 40-årig ungkarl og kyllingefarmer, med sex på hjernen og overdrevne forestillinger om sin egen persons gavmildhed over for en bosnisk kvinde og hendes datter, som han ikke kan kommunikere med undtagen på den mest primitive måde. Der er heller ingen kommunikation endsige kærlighed mellem ham og hans gamle far, som synes helt tabt for verden, lænket til en kørestol og ganske afhængig af sin sygeplejer. Men selv om han, altså Jørgens far, helt synes at have mistet både fornuftens og talens brug, så har han ikke mistet sin aggressivitet, når der ingen tilskuere er. Så da en ung fyr, Kenneth, der skal afsone samfundstjeneste som sygeplejer for ham, siger noget frivolt om den gamle mands afdøde kone efter at have set et fotografi af hende, reagerer patienten så voldsomt, at Kenneth hellere vil vælge et fængselsophold end jobbet som plejer for den gamle.

Ind til kernen

I stedet går jobbet til den idealistiske og arbejdsløse skuespillerinde Anna. Hun tager patientens udbrud i stiv arm. Ja, hun når endda ind til den kerne i hans sind, som alle ellers troede, han var støvsuget for. Nysgerrigt snuser hun i villaens klædeskabe og gemmer og finder frem til undertrykte elementer fra hans fortid. Til sidst arrangerer hun sin egen version af Molieres skuespil "Den indbildt syge", og her kommer der artige ting frem. Det er ikke rigtig troværdigt, men det er momentant effektivt, ganske som når tidligere tiders verdensfjernt elegante privatdetektiver samlede alle mistænkte i en stue og med deduktive evner fik den skyldige til at bryde sammen og tilstå.

En del af filmens scener er tænkt som en satire over mangt og meget i dagens Danmark, men det kniber med at få morskaben til at slå stærkt og befriende igennem, hvad enten instruktør Clausen lader skuespiller Clausens kyllingefarmer deltage i et grinekursus eller lokkes til at skifte både frisure, tøj og gammel bil ud, det sidste til en chik firehjulstrækker, eller når han lader den unge og arbejdsløse skuespillerinde medvirke i en åndssvag reklamefilm for kyllingefarmerens produkt, Slicky Chicky, som det kaldes. Det er mere absurd end grelt morsomt.

Men bliver satiren aldrig hverken skarp eller vred og morsom, så er der i Jørgen kyllingefarmers gamle far samlet en stor mængde indestængt vrede, og i rollens forløb får Frits Helmuth med sit intense spil skabt et stort drama og en sammensat og spændende figur, som man hele tiden følger med den yderste opmærksomhed. Lænket - det meste af tiden - til sine kørestol, er det en rolle, der stiller de største krav til en skuespillers evne for minimalisme.

Formidabel

Hvert eneste lille udtryk skal være præcist beregnet og udført, og Frits Helmuth indfrier fornemt alle krav, så man dårligt tør så meget som glippe med et øjenlåg af frygt for at gå glip af en øjnenes liv eller en sigende bevægelse eller en diskret trækning i ansigtet eller en næsten umærkelig bevægelse med en hånd eller en fod. Ligeledes er Sonja Richter formidabel i sit spil som den arbejdsløse skuespillerinde, der bliver sygeplejer for Jørgens gamle far. Hun tør give los, når rollen kræver det, og hun virker helt igennem ægte, både når hendes aggressioner matcher den gamle mands og når hun er stilfærdig understated.