Almanya - Velkommen til Tyskland
”Almanya - velkommen til Tyskland” er en hjertevarm og underfundig film om tyrkiske gæstearbejderes problemer med at være flyttet ind i den tyske kultur.
Filmdrama
Almanya - Velkommen til Tyskland
Tyskland, 2011
Instruktion: Yasemin Samdereli
1 time 37 min.
Premiere i dag i Grand og Vester Vov Vov, København, Gentofte Kino, Albertslund Biograferne, Øst for Paradis, Aarhus, Cafe biografen, Odense og Biffen i Aalborg
»Man inviterede gæstearbejdere og fik mennesker,« skrev forfatteren Max Frisch. Det er de gæstearbejdere, man omkring 1970 inviterede til Tyskland, som viste sig at være mennesker. Tyrkiske mennesker, en del fra den anatolske højslette. De medbragte deres hjemlige hverdag, der ramlede sammen med livsstilen i forbundsrepublikken. De kom fra traditionsbundne, agrare livsformer til en industristat, og de kom fra en levende muslimsk tradition til en halvvejs sekulariseret kristen nation. Det gav problemer, og om dem handler filmen, men i et afslappet, humoristisk, ironisk perspektiv. Som ung rejser Hüseyin fra kone og tre børn til Vesttyskland, får et hårdt arbejde og sender penge hjem.
De mange forskelle
Siden bliver han familiesammenført: Konen og de tre børn, der i Tyskland hurtigt bliver til fire, ankommer og indlogeres i en lille uhumsk lejlighed. Så begynder integrationsproblemerne, ikke som sammenstød og fjendtligheder, men som forskelle i livsstil, religion og tænkemåde. Et enkelt eksempel: Til jul vil børnene have gaver og juletræ, som skik er, dér, hvor de nu bor. Forældrene fatter det ikke og gribe sagen an på en grotesk facon. Der springes frem og tilbage mellem fortiden i Tyrkiet, de tidligste år i Tyskland og så nutiden, hvor familien er kraftigt forøget med svigerbørn og børnebørn, og Hüseyin og konen er blevet et velintegreret tysk-tyrkisk ægtepar. Alligevel fortsætter problemerne: Et barnebarn, en pige er blevet gravid med en engelsk kæreste - globaliseringen her sat ind og skræmmer. Nostalgien sætter en modoffensiv ind, den gamle Hüseyin køber hus i hjemlandet, og en del af filmen handler om familiens lange rejse hjem. Mere om handlingen siger jeg ikke.
Den gamle patriark
Det er en hjertevarm, underfundig film med sikker sans for det uendeligt små i det uendeligt store: Menneskers daglige liv og vaner imod den store traditionsopløsende emigration og deraf følgende rodløshed. Problemet gribes an uden fortrydelse og aggression, men i en overbærende solidaritet med personerne og deres forudsætninger. Ikke nogen stor og rystende fortælling, men en tankevækkende, sympatisk skildring af de gæstearbejdere, der viste sig at være mennesker, og sent skal man glemme Vedat Erincin i rollen som familiens gamle, egenrådige, men forstående patriark.