Fortsæt til indhold
Streaming, film og tv

Strid om ny Zentropa-film

Forfatteren Per Olov Enquist er bekymret for, om hans ophavsret er krænket af Zentropa-filmen ”En kongelig affære”.

Berlin

Mens danske filmfolk sjosker rundt i sneen omkring Potzdamer Platz og glæder sig til den officielle førstevisning af Nikolaj Arcels ”En kongelig affære” på torsdag, forholder andre sig skeptisk til begivenheden ved Berlinalen.

En af dem er den svenske forfatter Per Olov Enquist, hvis bestseller ”Livlægens besøg” fra 1999 tager udgangspunkt i det samme historiske gods, som Arcel behandler i sin film, nemlig forholdet mellem Christian 7., hans læge Johann Friedrich Struensee og dronning Caroline Mathilde.

Per Olov Enquist erkender, at han næppe har personlig ophavsret til den del af danmarkshistorien, blot fordi han har skrevet en bog om epoken, men han er alligevel bekymret for, om hans rettigheder bliver krænket. Det er han, fordi Zentropa først forsøgte at erhverve filmrettighederne til ”Livlægens besøg” og alligevel fortsatte med sit projekt, da selskabet fik et klart nej med besked om, at rettighederne allerede var konkurrenter i hænde.

»Det blev billigere på den måde. For dem. Det gør mig betænkelig,« skriver Per Olov Enquist i en e-mail til Morgenavisen Jyllands-Posten.

»”En kongelig affære” er antageligt lavet ud fra tanken om, at ingen kan have ophavsret til en historisk hændelse. Sådan er det vel også, i princippet, men om den alligevel er at betragte som en piratudgave, kan man diskutere. De har i hvert fald ikke betalt en øre for retten til at bruge min roman. Om de har gjort det, ved jeg ikke. Jeg har ikke set den. Jeg håber bare, at det, der er sket, ikke skader det filmprojekt, som har været i gang længe: En filmatisering af ”Livlægens besøg”,« skriver Per Olov Enquist.

Rettighederne til hans bog indehaves af et konsortium bestående af svenske Yellow Bird, Nordisk Film og tyske ZDF.

Zentropa afviser kritik

Og nu venter Enquist på, hvad den alliance vil foretage sig efter premieren på ”En kongelig affære”, når filmens indhold er kendt.

»Jeg bliver trist til mode ved tanken om at skulle tilbringe mit livs efterår i en retssal,« meddeler forfatteren.

Om det kommer så vidt, vides ikke, men Zentropas direktør, Peter Aalbæk Jensen, afviser, at Enquist har noget at komme efter.

»Jeg beundrer manden, lad mig slå det fast, men vi var fast besluttede på at lave filmen. Vi ville egentlig købe rettighederne bare for titlens skyld og køre videre i Enquists successpor, men da det ikke lod sig gøre, købte vi en anden bog,« forklarer Peter Aalbæk Jensen.

Der er tale om Bodil Steensen-Leths ”Prinsesse af blodet”, en roman, som oplever forholdene på hoffet set med Caroline Mathildes øjne.

Men er det så ikke bare en slags alibikøb, kunne man spørge. Så det gør vi.

Peter Aalbæk Jensen svarer:

»Bodil Steensen-Leths bog anlægger en anden vinkel på stoffet, og det læner vi os op ad. Men altså, hør nu her, jeg har hørt om filmatiseringer af dette historiske drama, siden 1987, da jeg var produktionsassistent på Nordisk Film, og Balling og Bahs havde været i Paris og spise trøfler. Der har været mindst to projekter i gang før vores, som aldrig er blevet færdige. Og nu har vi så rykket på det. Jeg sidder altså ikke på hænderne i otte år og venter på konkurrenterne, og det generer mig heller ikke at komme først,« siger Peter Aalbæk Jensen.

Speget situation

For koncernen Nordisk Film ser situationen umiddelbart lidt speget ud. Nordisk Film ejer altså rettighederne til Per Olov Enquists roman, men koncernen ejer i dag også halvdelen af Zentropa, som nu overhaler et ældre samarbejdsprojekt indenom.

»Det er nok ikke så sjovt for Nordisk Film, og de huggede da også bremsen i, da vi først ville kalde Nikolaj Arcels film ”Dronningen og livlægen”. De mente, at ordet livlæge lagde sig for tæt op ad Enquist. Det respekterede vi,« siger Peter Aalbæk Jensen.

Han fortæller, at Zentropa har hyret en researcher til nidkært kildekritisk at sammenligne Arcels film med Enquists roman. Resultatet af dette arbejde er blevet forelagt Zentropas jurister, som har sagt god for filmindholdet.

»Det er en film til cirka 50 mio. kr., og jeg ville ikke have, at den skulle kunne knuses af en ophavsretssag,« siger Peter Aalbæk Jensen, der betoner, at han har henvendt sig til Yellow Bird og tilbudt sin hjælp til deres projekt.

Diskussionen om ophavsret minder i høj grad om en debat vedrørende Blekingegadebanden-filmatiseringerne, hvor en anden forfatter, Peter Øvig Knudsen, følte sig krænket af Zentropa, der også i dette tilfælde med sin tv-serie hægtede sig på et mindre spektakulært forlæg. Der kom aldrig en retssag ud af balladen, men ifølge Morten Rosenmeier, professor i ophavsret ved Københavns Universitet, kan forfattere i nogle tilfælde have ophavsret til historiske begivenheder.

I udgivelsen ”Introduktion til immaterialret” fra 2011 henviser han - uden at konkludere - til Øvig-sagen og skriver:

»Det kan være, at de oplysninger, der findes i et værk, er resultat af original udvælgelse fra ophavsmandens side, og hvis man låner for mange af oplysningerne, risikerer man at overtage mere end ubeskyttede oplysninger, nemlig en original struktur, som der er ophavsret til.«

Ingen kannibalisering her

I Nordisk Film forholder adm. direktør Allan Hansen sig roligt til sagen, og han afviser, at koncernen er i gang med enten at kannibalisere sig selv eller brænde Yellow Bird af ved at være aktør i to projekter med samme historiske tema.

»Hvis jeg ville brænde Yellow Bird af, kunne jeg bare lægge projektet ned, men det har jeg ikke gjort. Det er en attraktiv historie, mange filmskabere gerne vil fortælle, men som hidtil har været svær at finansiere. Derfor er jeg da glad for, at det er lykkedes at realisere foreløbig et projekt,« siger Allan Hansen, der mener, at projekterne adskiller sig fra hinanden.

»”En kongelig affære” er en dansksproget film, som kommer ud i verden og forhåbentlig klarer sig rimelig godt, men aldrig vil blive stor i USA. Yellow Birds projekt er engelsksproget og direkte rettet mod det internationale marked. Og så kommer filmene jo ikke lige oven i hinanden.«

Det er ikke lykkedes at få en kommentar fra Yellow Bird.