Sherlock Holmes 2: Skyggespillet
Anden omgang Sherlock Holmes med Robert Downey Jr. er endnu mere hæsblæsende end den første, spektakulært flot og på sin egen selvfede måde ret sjov.
Action
Sherlock Holmes 2: Skyggespillet
USA/England 2011
Instruktion: Guy Ritchie
2 timer 9 minutter
Premiere 1. juledag i biografer landet over.
For nylig udkom alle tv-filmene om Sherlock Holmes fra 1984-1994 i en dvd-boks, og jeg benyttede lejligheden til at gense dem fra en ende af. Men lige så uforglemmelig Jeremy Bretts overspændte udgave af detektiven var, lige så pyssenysset og selvhøjtidelig virkede ofte iscenesættelsen af Arthur Conan Doyles ellers ganske grumme skæbnefortællinger.
Derfor er der grundlæggende noget befriende ved Guy Ritchies småfjollede rabaldertilgang til materialet. Der er vitterlig også et vist belæg hos Conan Doyle for den hæsblæsende, fysiske stil, og for at ville underholde før noget andet.
Men først og fremmest er det en slags James Bond i Victoriatiden, stort set uden anden kontakt til Conan Doyles historier end navne og et par indforståede hentydninger og fortalt på samme larmende selvironiske måde som ”Pirates of the Carribbean”-filmene. Indimellem virker det nærmest, som om Robert Downey Jr. som Holmes også har kopieret sin nervøse gangart efter Johnny Depp.
Væk fra London
I film nummer to om Holmes i denne udgave gælder det intet mindre end den europæiske civilisations overlevelse (»Det haster ikke«, bemærker Holmes tørt). Den onde professor Moriarty vil med bombeterror og attentater fremprovokere en verdenskrig, og så går forfølgelsesscenerne over stok og sten fra London over Paris til Schweiz.
Det er mildest talt stakåndet, det er ualmindeligt flot og ofte originalt filmet i både tågede storbyer og mægtige naturscenerier, manuskriptet er ret tæt, og nogle af vittighederne virker rigtigt morsomme. Kun den koncentrerede London-stemning fra den første film kan man gribe sig i at savne, mens Hans Zimmers buldrende musik (inklusive et bizart udpenslet spaghettiwestern-citat) næppe ville blive det.
Legen med lægen
Vel kan man godt forestille sig en mere ambitiøs og knap så pjattet og selvglad instruktør få langt mere dybde og bid i den episodiske historie, men Guy Ritchie får i hvert fald sit stjernehold til at folde sig optimalt ud. Forskningen har også længe debatteret, hvor tæt forholdet mellem Holmes og doktor Watson egentlig er, og den her ofte meget tvetydige dialog og sågar scener med Holmes halvnøgen eller i dametøj gør bestemt sit til, at diskussionen kan fortsætte.
Dialogen mellem Robert Downey Jr. og Jude Law er hurtig som en bordtenniskamp og afleveres tit sjovere og mere legende, end den for så vidt er skrevet. Til gengæld får kun den uforlignelige Stephen Fry i rollen som storebror Mycroft Holmes lejlighed til at optræde helt nøgen og til i al sin vælde åbenlyst at nyde det.
Kommer tid, kommer krig
Som mystisk sigøjnerpige har Noomi Rapace derimod ikke så meget andet at gøre end at rende rundt og se forførende ud, men det gør hun også til overflod. Nok så vigtigt er dog, at Jared Harris, der ellers er mest kendt som den lidt pjokkede Lane Bryce i tv-serien ”Mad Men”, får skabt en sydende ond og jævnligt decideret skræmmende professor Moriarty.
Hans kultiverede, rødblonde gemytlighed dækker kun lige akkurat over en indlandsis af kynisme. Da Holmes lader til at have besejret ham, bemærker han, at verdenskrigen nok skal komme under alle omstændigheder – og det samme gælder tydeligvis den fortsættelse, som slutningen her lægger fuldstændigt skamløst op til.