Verdens ældste aktive skuespiller død
Entertaineren Johannes Heesters døde juleaften efter en karriere, der strakte sig over 90 år.
Den store østrigsk-hollandske revystjerne, sanger og skuespiller Johannes Heesters døde juleaften efter kort tids sygdom, skriver nyhedsbureauet AP.
Dermed må verden sige farvel til manden, der ifølge Guinness Rekordbog frem til sin død som 108-årig var den ældste aktive skuespiller i verden.
Johannes Heesters, som begyndte sin karriere som 17-årig i Amsterdam, optrådte på mange europæiske scener og optrådte ofte i de helt store tv-shows i Tyskland, hvor han var allermest populær.
Tre år efter teaterdebuten spillede han i 1924 med i sin første film, en hollandsk stumfilm.
Frosset ude i hjemland
Han blev for alvor en stor stjerne i Tyskland i midten af 1930erne som vellidt kvindebedårer. Men med karrieren i det nazistiske Tyskland, blev han i mange år lagt for had af kollegaer i sit eget hjemland.
Han afviste selv at have underholdt for SS-tropperne, men tabte for nogle år siden en retssag, som en forfatter havde anlagt.
Ikke desto mindre var han populær til det sidste i Tyskland – både som skuespiller og sanger.
Og for tre år siden gennemførte han endda et comeback som sanger i Holland efter flere forsøg.
Tilbage i 1964 blev han i Amsterdam piftet af scenen, da han spillede nazi-haderen von Trapp i "The Sound of Music." Yderlige forsøg mislykkedes - men koncerten i 2008 i Amersfoort blev hans første i 40 år på hollandsk grund.
Johannes Heesters, som efterlader sig en 45 år yngre hustru og to døtre, blev tidligere på måneden hasteindlagt på hospitalet efter et ildebefindende, som han altså aldrig rigtigt kom sig over.