Alvin og de frække jordegern 3
Den tredje film om jordegernet Alvin ligner et anstrengt forsøg på at gætte, hvad små børn måske vil synes er sjovt.
Animation
Alvin og de frække jordegern 3 (Alvin and the Chipmunks 3: Chip-wrecked)
USA, 2011
Instruktion: Mike Mitchell
1 time 27 min.
Premiere i dag i biografer landet over
Under forberedelserne til at se ”Alvin og de frække jordegern 3” fandt jeg en opskrift på internettet. Den fremhævede dog, at jordegern både er seje i kødet og ret usmagelige.
Det ene passer uden diskussion. Fænomenet Alvin & the Chipmunks, hvor pophits kopieres med, hvad der i europæiske øren ligner smølfestemmer på helium, har lige siden 1958 været et stykke amerikansk populærkultur.
Fra 2007 er det så også blevet til nu tre spillefilm, hvor kræene ved hjælp af computerteknik mikses sammen med - mere eller mindre - levende skuespillere. Den nyeste vises herhjemme kun med ufrivilligt komisk dansk synkronisering, om end de indlagte sange fra Beyonce til Iggy Pop er bibeholdt på engelsk.
Første halvdel af historien er skamløs reklame for et krydstogtskib, hvor humoren er af sovs-i-skødet-typen. Derefter skvatter to af de hjælpeløse menneskeskuespillere i havet, og man når at håbe forgæves på hajer.
Imens havner de seks jordegern på, hvad der ligner en øde ø. Her når man til gengæld at håbe forgæves på glubske rovdyr, forhistoriske kæmpeuhyrer eller i det mindste Sylvester Stallone med bue og pil.
Produktet synes konstrueret af nogle filmnørder, der temmelig desperat har prøvet at gætte på, hvad nutidens småbørn nok vil synes er sjovt. Det vil i hvert fald kunne forklare såvel de meget indforståede voksenvittigheder og den megen kælne selvrealiseringssnak, som den underligt smålumre tone, der sine steder sniger sig ind.
Hvad der dog ikke forhindrer den korte film i at humpe sig lammende umorsomt og uopfindsomt af sted. Stjerne nummer to er, fordi en del af effektmageriet faktisk er ret fikst, og eksploderende vulkaner altid er flotte.
Men ret skal være ret: Når der har kunnet laves hele tre film, må det jo være, fordi nogen børn derude synes, at kræene er sjove. Eller nogle voksne i hvert fald tror, at deres børn synes, at kræene er sjove, og fred så være med det (de to første film har begge solgt på den pæne side af 200.000 billetter herhjemme).
Heldigvis er der dog også andre måder at fejre familiejul i biografen på og bedre rollemodeller at give sine børn. For eksempel er der nye film på vej om både Lisbeth Salander og Margaret Thatcher.