Dirch
Zandvliet og Co. får kun spredt applaus for Passer-drama. Det fortættede følelsesdrama revner.
Dirch
Danmark, 2010
Instruktion: Martin P. Zandvliet
1 time og 56 minutter
Premiere 25. august over hele landet
Historien om den folkekære komiker Dirch Passer, der sled og drak sig ihjel i en alder af blot 54 år, er nok oplagt at omsætte til film, men det er ikke en taknemmelig opgave, som instruktør Martin P. Zandvliet, manuskriptforfatter Anders August og producer Michael Chr. Rieks har taget på sig.
For de fleste danskere har et forhold til komik-koryfæet Dirch og hans enorme indflydelse på den danske revy-, teater- og filmscene.
Skulle man være for ung til selv at have oplevet ham i levende live, har man til gengæld ikke kunnet undgå at se ham i en film fra den såkaldte danske filmskat, for han medvirkede i over 105 af slagsen, hvoraf mange stadig kører i lystig rotation på tv.
Vi kender Dirch Passer og også den sørgelige afsked, som han tog med verden og sit publikum, da han faldt om på scenen i 1980.
Derfor skal der noget særligt til at tegne et vedkommende portræt af den gudsbenådede gavflabs-humorist.
TV: Se sketchen: Skolekammerater fra Dirch
Mellem to stole
Mulighederne har været flere for filmens bagmænd. Den stort anlagte bio pic (biografisk film), der med sentimental beundring maler hele Dirchs historie frem med brede pensler, er en. Det intime og kærligt-kritiske portræt af den martrede kunstner en anden.
Desværre sætter denne film sig usikkert midt mellem disse to stole. Med den ene balle balancerende på den historisk korrekte kronologi (parløbet med Kjeld Petersen, de mange skiftende kærester og koner) og den anden hængende ud over den tragiske deroute fiser luften ud af... ballonen.
TV: Se Kjeld og Dirch øve på Skolekammerater
En skuespillers nedtur
Martin P. Zandvliet bragede igennem med den kritikerroste ”Applaus”, der var et både stærkt og følsomt portræt af en kvinde i forfald - en skuespillerinde og alkoholiker. Nu følger så hans film om en mandlig drukmås og skuespillers nedtur.
En, der oven i købet også var afhængig af applausen. Zandvliet har altså på en måde lavet filmen før.
Men den æstetiske konsekvens og fortællemæssige intensitet, der var kendetegnende for ”Applaus”, er desværre ikke til stede i ”Dirch”. For det meste går kameraet tæt på skuespillerne, men den heraf klaustrofobiske fornemmelse passer dårligt til filmens tidsmæssige spænd over tre årtier.
Det fortættede følelses-drama revner i det lange forløb. Når der endelig bruges supertotal eller totalbilleder, er det af ufarlige landskaber, settings, der ikke behøver at tidskorrigeres af dyre kulisser eller efterarbejde i computeren.
TV: Se sketchen To mand på en tømmerflåde
”Kjeld og Dirch”
Det er helt forståeligt, at monetære begrænsninger har indskrænket udfoldelsesmulighederne, men hvorfor så ikke blot skære helt ind til benet? Det gælder både i stil, skuespil og historiens tidsspænd.
I marts i år satte Nørrebro Teater stykket ”Kjeld og Dirch” op. Stykket, der var skrevet af Vivian Nielsen og instrueret af Heinrich Christensen, fokuserede på forholdet mellem titlens to komikere, deres platoniske kærlighedsforhold, deres geniale samspil og adrætte, sproglige springgymnastik.
Her blev det teatralske i sagens natur benyttet som greb, men ophævelsen af realismen blev samtidig det, der for alvor fik publikum til at engagere sig og græde gennem grinene.
Det kunne Zandvliet og Co. med held have skelet til. Hvorfor ikke forfølge det teatralske og det surreale, som definerede selve Passers talent?
TV: Se Dirch og Kjeld lave spontan sofasketch
Magi i sidste scene
Der, hvor filmen for alvor løfter sig, er i filmens allersidste scene, hvor nummeret ”Lille Frøken Himmelblå” opføres i et musical-dansenummer af de medvirkende. Det er bevægende, kreativt og flot eksekveret af både folkene foran og bag kameraet.
Her opstår den magi, der burde kendetegne en film om Dirch Passer og Kjeld Petersen.
Hvad er gået galt? Inkonsekvens og kreativ berøringsangst kan være forklaringen. Og så et manuskript, der flyder så ubeslutsomt rundt i universet som Kjeld og Dirch efter fire flasker whiskey.
Nikolaj Lie Kaas gør en ihærdig indsats i rollen som Dirch, som han passer fint til pga. sin sårbare glød, der blander sig med en bredflabet djævlegnist, men stærkest står Lars Ranthe som den stolt-skrøbelige Kjeld Petersen.
Desværre sendes han alt for hurtigt af sted på sin tømmerflåde.
Den ville jeg gerne have været med på.
TV: Nikolaj Lie Kaas: Dirch fortjente en film