The Black Swan

Drama

The Black Swan

USA, 2010

Instruktion: Darren Aronofsky

1 time 49 min.

Premiere i dag i biografer landet over

Natalie Portman har just vundet en Golden Globe for sin præstation i Darren Aronofskys psykologisk gysende melodrama, der desuden er nomineret til hele 12 Bafta-priser (den engelske pendant til Bodil).

Med de velfortjente priser og roser i bagagen spås det, at Portman kan se frem til en Oscar-nominering og sandsynligvis også en statuette for sin præstation.

Det er dog ikke altid et kunstnerisk kvalitetstegn. Oscar-uddelingen er ofte præget af mere kommers end kunst, sådan som det vel helt generelt kan siges at være tilfældet med amerikanske begunstigelser inden for populærkulturen. Men det sure opstød til side. Portman fortjener alle de priser, som hun kan få for sin rolle i ”The Black Swan”.

Bor hos mor

Hun spiller den jomfrunalske balletdanser Nina, der bor hjemme hos sin mor, og de to har et uhyggeligt nært forhold.

Udover at vi aner, at moderen har en temmelig usund interesse for sin datter, så skyldes det tætte forhold, at også moderen elsker balletten og har en fortid som danser, om end hun aldrig blev solodanser, sådan som Nina nu er.

Nina udvælges nemlig til at danse titelrollen som både hvid og sort svane i Tjajkovskijs ”Svanesøen”. Men det er kun den uskyldsrene side af sit talent, som hun har finpoleret. Den sorte, lidenskabelige side af dansen har hun efter den kunstneriske leder Thomas' mening svært ved at finde.

Stræber efter perfektion

Da Nina stræber efter perfektion, tillader hun ingen forstyrrelser i sit arbejde for at nå sit mål, men hendes koncentration brydes, da den sexede og dygtige danser Lily entrerer scenen. Lily repræsenterer netop alt det forbudte og undertrykte, som Nina skal finde i sig selv for at imponere Thomas som sort svane.

Lily bliver noget så forvirrende som en fascinerende konkurrent for Nina, og det er mere, end hun kan klare. Paranoia og følelsen af ufuldkommenhed blander sig med Ninas seksuelle vækkelse og frigørelse i en farlig cocktail.

Også publikum bliver trukket med ind i den virkelighedsforvrængende fortælling, der er fyldt med sanselighed og sublim dans.

En filmperle

”The Black Swan” er på nogle måder en gammeldags film, fordi den dyrker en overtydelig symbolik og fortærsket freudianisme. Dobbeltgængermotivet, den gode og den onde i henholdsvis jeg'et og det ubevidste, symboliseret ved det hvide og det sorte. Farver, der går igen og igen.

Men det er netop denne teatralske iscenesættelse, der er medvirkende til, at Aronofsky løfter sit værk til en postmoderne perle.

Her er alt tilladt, men intet bliver ligegyldigt. Sammenblandingen af drøm og virkelighed og sammensmeltningen af genrerne melodrama og psykologisk gyser a la Roman Polanski fungerer ikke bare - det fortryller.

Kunst i forandring

Filmen spørger i virkeligheden, hvilket forandringspotentiale kunst har. Og skal man tro Aronofskys, så er det temmelig stort.

Her er det dansen, der får transcendental form; det er i mødet med balletten, at grænserne for erfaringen og erkendelsen overskrides. Det sker ikke bare på lærredet for filmens hovedpersoner, men også for publikum i biografsalen.

Så selvom filmen til tider kan virke kold i al sin beregnende symbolik, så opløser den på magisk vis tid og sted i de små to timer, den varer.