Æblet og ormen

Æblet & Ormen

Danmark, 2009

Instruktion: Anders Morgenthaler og Mads Juul

1 time og 19 min.

Premiere i dag i biografer landet over

Lige fra man bliver født, får man spørgsmålet: Hvad skal du være, når du bliver voksen? Som voksen får man stadig spørgsmålet. Nogle aner ikke, hvad de skal være, fordi de ikke aner, hvem de selv er. Andre har en fast tilrettelagt plan - fra fødsel til død - men hvad så, hvis der pludselig sker noget uventet, så den plan går i stykker?

Sådan nogenlunde falder ordene, mens smukke stjerner springer og lyser op på en mørk himmel for så at danne navnene på de skuespillere, der har lagt stemmer til frugtplantagen. Den indledning er forbandet smuk.

Vi befinder os i et stort træ, hvor Torben vokser som æble. Et lille egocentreret æble, der drømmer om at være det perfekte, røde æble, som en dag kan gøre sig som udstillingsæble i et supermarked. Torben har spidse albuer. Han håner og hænger de andre æbler ud, selv dem som egentlig er hans venner, men som han ikke kan stå ved, fordi de ikke er fede på den fede måde. Han er den første til at ryste træet, så de dårlige æbler falder ned og rådner. Men så en dag får han selv en orm: Silvia, bliver selv kylet ud af fællesskabet og kommer gnavent og modstræbende ud på sit livs store indsigtsrejse med æblet, der ligner en pære, Newton, og det syngende kirsebær Bo.

Budskaber uden pegefingre

Børn vil klukke, når æbler, orme og andre frugter splatter, pjatter, danser, brækker sig og taler grimt til hinanden. De voksne kan læne sig tilbage og nyde budskaberne, der serveres uden dogmatiske løftede pegefingre.

Enkelte døde tidspunkter forstyrrer det ivrige fortæller-flow, så selv den rimelig korte fim synes lidt lang. Forstyrrende er næsten også de kendte skuespilleres stemmer. Her toner lidt for kraftigt Frank Hvams komiske ansigtsudtryk frem, mens man forsøger at fokusere på et rødt æble.

Frugtuniverset er dog forfriskende tænkt og tegnet. Samtidig er der så mange gode tanker i denne film, at man får lyst til at give Morgenthalers krøllede hjerne og hjerte et kæmpe knus for faktisk at sige noget vigtigt om det at være menneske.

Mens hans kendte tegneseriestribe syder af ironi, er alle hans film stærkt seriøse. I ”Princess” (2006) begik han foran øjnene på de voksne frontalangreb på pornoindustrien, og i ”Æblet & Ormen” går han i øjenhøjde med børnene og begår frontalangreb på den tid vi lever i: om individet, der kræver sin ret til at blive til noget stort på trods af andre. Om iscenesatte fællesskabers store krav til den enkelte uden plads til mangfoldighed. Om vigtigheden af rigtige venskaber, og det at finde sig selv og et liv med udgangspunkt i hjertet.