Over gaden under vandet
Charlotte Sieling spillefilmsdebuterer med en bittersød, velspillet tragikomedie, der ikke nødvendigvis kun handler om den kreative klasses luksusproblemer.
Tragikomedie
Over gaden under vandet
Danmark 2009
Instruktion: Charlotte Sieling
1 t. 25 min.
Premiere landet over
Der er så kønt henne på Christianshavn. Der er også temmelig klaustrofobisk, sådan som øen fremstilles i Charlotte Sielings bittersøde første spillefilm, som hun har skrevet sammen med Yaba Holst.
Indenfor det døgn, hvor filmen foregår, kommer vi nemlig stort set ikke over broerne i nogen retning. Til gengæld ligner det en tanke, at når filmens lille, store drama endelig kulminerer, sker det dels lige på den anden side af vandet ved Skuespilhuset, dels helt ovre på Rådhuspladsen.
Man kan så, hvis man sidder langt fra København K og filmens kunstnertyper, med en vis ret trække på smilebåndet af, at det skulle være noget videre. Men for historiens ikke så lidt selvoptagede personer er det faktisk.
De tomme rum
Fotografen Ask er gift med skuespilleren Anne, men har i lang tid haft en affære med teaterkritikeren Bente, der har et mildt sagt anstrengt forhold til sin - mere eller mindre - tidligere mand, Bjørn.
Samtidig går Ask og Anne til parterapi hos Charlotte, der er gift med Annes instruktør, Carl, som konstant er hende utro, alt imens Charlotte på sin side er begyndt at få blik for Bjørns frie liv på husbåden.
En sådan jungle af følelser, bedrag og selvbedrag kunne både være skildret selvmedlidende og overstiliseret (bemærk navnenes forbogstaver) og som en hvæsende udhængning af den kreative overklasses luksusproblemer og de tomme rum i alle luksuslejlighederne.
Det fine her er imidlertid, i hvor høj grad det lykkes for Charlotte Sieling at få alle parforholdsroderierne gjort til koncentrater af meget større konflikter og ind imellem til virkelig at gøre ondt også ud over middelklassen i midtbyen.
For hystaden Anne er også på kanten af at falme, eller rettere sagt bulne ud som stjerne - hun må være én af de ældste Ofeliaer i Det kongelige Teaters historie - mens den bløde Ask synes ved at eksplodere af indebrændt selvudslettelse. Ligesom den behagesyge Bente er det, også i sin tvetydige afstandtagen til Bjørns alkoholiserede uafhængighed, og desperationen er betydelig hos både den karismatiske Carl og den langt yngre, præstationsfikserede Charlotte.
Ikke helt unge
Charlotte Sieling fortæller sin flimrende historie medrivende sikkert og med mange raffinerede billeddetaljer. Der er langt fra hendes og fotograf Jørgen Johansens lækre Christianshavn til gamle dages slum eller bare den røverromantiske udgave af øen, som Jokeren sang om først i årtiet.
Men hun formår ikke desto mindre at lade bygninger, lys og vand bidrage til konflikter og karakterer på niveau med de hovedsageligt mundrette replikker og mange gode detaljer omkring personerne. Og så har hun udvalgt og med store resultater anbragt en håndfuld af dansk film og teaters kendteste næsten-midaldrende ansigter i roller, som på samme tid ligger tæt op ad deres typiske figurer, og finder nye, mørkere sider af dem nu, hvor de ligesom personerne ikke længere er helt unge.
Frem for nogen primadonnaen Sidse Babett Knudsen som Anne og den milde drømmer Nicolas Bro som Ask. Men også den aristokratiske Ellen Hillingsøe som Bente og den bløde Anders W. Berthelsen som Bjørn, suppleret med den intenst ambitiøse Ellen Nyman som Charlotte og den pompøse norske veteran Niels Ole Oftebro som Carl.
De glemte børn
Samt ikke at forglemme børnene, hvad de voksne ellers i vidt omfang gør. Her lyser både Lea Maria Høyer Stensnæs som Ask og Annes måske gravide teenager- datter og Mads Duelund Hansen som Bjørn og Bentes allerede småtjaldede søn op.
For ikke blot - er filmens mest beske pointe - er børnene ofte bogstavelig talt overladt til selv at finde både hjem og vejen frem. De er også allerede godt i gang med at gentage deres forældres fejltagelser.
Mod slutningen går der lovlig meget melodrama, folkemedie og forudsigelighed i den, og det sidste billede ligner en lidt klumpet måde at få vist, at selv når man vil gøre sig fri, kan man blive ramt af sine gamle fejltagelser.
Men når filmen lykkes bedst, får den brugt sine få personer på begrænset tid og plads til at nå en god del længere ud end de selv hidtil har været i stand til.