Blekingegadebanden

Blekingegadebanden

Danmark, 2009

Instruktion: Anders Riis-Hansen

1 time 44 min.

Premiere i dag i biografer landet over

Blekingegadebanden” er historien om det, som ingen troede kunne ske i Danmark. Historien om, hvordan veltilpassede unge skridt for skridt blev radikaliseret og begyndte at begå kriminalitet i idealismens navn. Og det er en historie, der er mere aktuel i dag end nogensinde før.

Historien om dem, der senere blev kendt som Blekingegadebanden, tager sin begyndelse i 1960'erne, da ideologen Gotfred Appel rekrutterede en række unge venstreorienterede til KAK (Kommunistisk Arbejder Kreds). De skulle samarbejde med den palæstinensiske befrielsesorganisation PFLP og samle penge til palæstinensernes frihedskamp.

Som Rote Armee Fraktion
Da det med en af de impliceredes ord »sgu begyndte at blive for kriminelt«, gjorde gruppen sig fri af Appel og begyndte at planlægge aktioner på egen hånd.

Baggrunden for de unges politiske ståsted og radikale midler er en gentagelse af historien fra Tyskland og Rote Armee Fraktion: De var generationen, hvis forældre havde gennemlevet Krigen (som Anden Verdenskrig stadig kaldtes i 1960'erne), og også Vietnam-krigen satte sig dybe spor i deres retfærdighedssans og demokratiforståelse.

Der skulle gåes drastisk til værks - og det blev der så. Først med røverier af pengetransporter, banker og posthuse, og siden med planer om bortførelser og stadig mere voldelige røverier.

Weymann som hovedperson
Filmens hovedperson (hvis man kan tale om en sådan) er Bo Weymann, som var en af bandens medlemmer frem til foråret 1988.

Han var med andre ord ikke med til røveriet mod posthuset i Købmagergade den 3. november 1988 - det røveri, der endte med drabet på en 22-årig politibetjent.

Imponerende resultat
Man kan høre på Weymann, at han har fortalt sin historie mange gange under retssagen, så den er nærmest perfekt dramatiseret på forhånd. Resten tager instruktøren Anders Riis-Hansen og Kenneth Kainz (som har stået for dramatiseringen af Peter Øvig Knudsens bøger, der ligger til grund for filmen) sig af.

Resultatet er imponerende. Både de overbevisende rekonstruktioner (hvor alt fra uniformer til nummerplader og biltyper er gengivet ned til mindste 1980'er-detalje), de lange interviewsekvenser med Bo Weymann og ikke mindst den kreative visuelle gennemgang af bevismateriale og brug af ekstreme close-ups af en anonym kildes øjne, hvori den rekonstruerede handling spejler sig.

Med eminent klipning, effektiv underlægningsmusik og god dramatisk fremdrift bygges der op til filmens klimaks: Røveriet i Købmagergades postkontor, hvor billedet holdes i ro, mens udvekslingerne på politiradioen står printet på biograflærredet. Det er bandens og filmens point of no return og en af de suverænt bedste scener i filmen.

Den ærlige fortælling
I opklaringsarbejdet (som paradoksalt kun for alvor kom i gang, fordi en af bandens medlemmer tilfældigvis kørte galt) var der meget fokus på spørgsmålet om, hvem der affyrede det skud, der dræbte den 22-årige betjent. Det spørgsmål er Anders Riis-Hansen ikke særlig interesseret i at besvare.

Snarere ligger hans ærinde og filmens helt store scoop i Bo Weymanns inderligt ærlige fortælling om, hvordan en helt almindelig dreng fra Gladsaxe endte i noget, man vel i dag ville kalde en terrororganisation.

Perfekt illustration
Weymann fremstår som en sympatisk mand med store moralske skrupler, og han passer overhovedet ikke ind i forestillingen om en afstumpet kriminel med liv på samvittigheden. Dermed er han den perfekte illustration af, at radikale ideologier ikke bare tiltrækker marginaliserede sociale tilfælde, men at terrorismen har trukket spor langt op i velfærds-Danmarks veluddannede middelklasse.

Selv uden Bo Weymann ville ”Blekingegadebanden” have været en rasende flot og spændende film, men med hans vidnesbyrd om livet inde i organisationen er filmen blevet en både psykologisk og historisk dokumentation af den fascinerende historie om de første danske terrorister.