Mumien: Drage-kejserens grav
Mens tilskueren slumrer ind. Tredje film i ”Mumien”-serien er klodset afviklet larm.
MUMIEN: DRAGE-KEJSERENS GRAV (The Mummy: Tomb Of The Dragon Emperor)
USA 2008
Instruktion: Rob Cohen
1 time 52 min.
Premiere landet over
Jamen er det ikke oplagt? - kan man næsten høre et planlægningsmøde i Hollywood udbryde. OL i Beijing åbner som bekendt i dag, så hvad med at flytte konceptet fra de to tidligere ”Mumien”-film til Kina, så det nu er en forbandet kejser fra oldtiden og hans begravede hær af terrakotta-krigere, der i 1947 bliver vakt til live som en del af den kinesiske borgerkrig?
Det kan også kombineres med dekadent stemning fra det førrevolutionære Shanghai, legenden om det fortryllede land Shangri-La, en flok afskyelige snemænd, en trehovedet drage og en masse knogleknasende asiatisk kampsport. Foruden flotte billeder af Himalaya og den kinesiske mur; filmen synes nemlig at have en noget svævende opfattelse af afstandene i det store land.
Skyd, spræng og smil
Midt i det hele tumler familien O'Connell nok engang rundt og skyder løs og sprænger ting i luften og siger kække replikker. Brendan Fraser, der faktisk kan være en glimrende skuespiller, forsøger fortsat at være selvironisk og huske at tale med britisk accent, Maria Bello har afløst Rachel Weisz som hans hårdt prøvede frue, og sønnen Alex er nu blevet voksen og ambitiøs og spilles af den unge australier Luke Ford.
De kinesiske superstjerner Michelle Yeoh og Jet Li har til gengæld ikke meget at lave som henholdsvis god heks og ond kejser (hvorfor forsvinder hans overskæg i øvrigt, mens han er begravet?). De foregående to films succes har ført et kæmpebudget på efter sigende knap trekvart milliard danske kroner med sig, men instruktøren Rob Cohen, der har taget over fra Stephen Sommers, har tydeligvis brugt hovedparten af det på tre enorme, om end ikke særlig medrivende kamp- og forfølgelsessekvenser.
O skænk mig en grav
Hvad der foregår derimellem, og i vidt omfang sådan set også under rabalderscenerne, er stort set kun usammenhængende, klodset fortalt og - modsat navnlig den første film - jævnt hen charmeforladt og uvedkommende vås. Selv en film, der meget højlydt insisterer på ikke at blive taget særlig alvorligt, er dog nødt til at gøre tilskueren interesseret i, hvad der foregår.
Her er resultatet blot blevet en ubehjælpsomt slap blanding af amerikansk og asiatisk action, hvor kalkulerne i forhold til OL-aktualitet og det store asiatiske biografpublikum er alt for åbenlyse. Men hvis kejseren og hans terrakottakrigere undervejs i al larmen længes tilbage til gravens fred og ro, kan man altså ikke fortænke dem i det.