Annonce
Film & tv

Flammen og Citronen

Drama: ”Flammen og Citronen” er værd at se, men noget medrivende, uafrysteligt drama er den ikke.

Mads Mikkelsen og Thure Lindhardt i "Flammen og Citronen".

FLAMMEN OG CITRONEN

Danmark 2008

Instruktion: Ole Christian Madsen

2 timer, 10 minutter

Premiere over hele landet.


Besættelsestiden er en besættelse.

Der forskes i den næsten manisk og uafbrudt. Derfor fremkalder en film som ”Flammen og Citronen” så brusende ordrige foromtaler og dens (historiske) hovedpersoner så emsige præsentationer.

Mærkeligt nok har den næsten neurotiske fokusering på Besættelsestiden ikke medført en tilsvarende strøm af fiktionslitteratur.

Romaner om de fem onde år findes, men ikke i hobetal. Den bedst kendte er stadig Tage Skou-Hansens geniale debutroman ”De nøgne træer” (1957), som er filmet, storartet i øvrigt - af Morten Henriksen (1991). Men også en film som ”De røde enge” (1945, nogle siger 46) er værd at nævne. Ole Roos filmatisering af Aalbæk Jensens roman ”Kridtstregen” (1976) kom til at hedde ”Forræderne” (1983) og er ligeledes en fremragende, intens, men desværre overset film.

Tænkt som film

”Flammen og Citronen” har ikke noget litterært forlæg. Fra starten er den tænkt filmisk og har som sådan indlysende kvaliteter: En overbevisende miljø-tegning. Atmosfæren i restauranten, hvor modstandsgruppen holder til, er tilrøget og mættet af foruroligelse, snigende vold og lurende forræderi.

Samtidig gives der plads til eftertanken i scener, hvor selve indsatsen, modstandsfolkenes vilje til at handle og sabotere, skyde og likvidere, problematiseres, bedst i den komprimerede, højt reflekterede samtale mellem Flammen (sammenbidt, på én gang nølende og eksplosivt spillet af Thure Lindhardt) og den tyske Oberst Gilbert. Scenen hører til de bedste. Det samme gør det uafsluttede opgør mellem Flammen og Gestapo-chefen, der ikke er stupid, men tværtimod farligt overtalende.

Spændingsfyldt og uvist

Også det spændingsfyldte, uvisse forhold mellem kureren Ketty, en meget overbevisende og sensuelt dragende Stine Stengade, og Flammen har suspence-kvaliteter: Hvem er hun? Dobbeltagent - måske. Til gengæld er der nok smerte, men slet ikke nogen sviende hudløshed i Citronens forhold til sin kone. Han spilles med vanlig flegmatisk sikkerhed af Mads Mikkelsen.

Et problem, for ikke at sige handikap er det dog, at der aldrig opstår nogen egentlig forbindelse, ingen spænding, ingen vekselvirkning, intet skæbnefællesskab mellem Flammen og Citronen, skønt de er uløseligt forbundet det meste af tiden.

Faktisk er de bare et par gangstere, der finder sammen, men aldrig hinanden, og nu engang er modstandsfolk. Der antydes begrundelser for deres had til nazisterne, men de indarbejdes hverken i deres væsen eller handlinger. Måske har de to farlige gutter virkelig været sådan, hvem ved? Men svært at acceptere i et kunstværk, der fordrer pointerede motivationer.

Grusom fejltagelse

Overhovedet mangler den følelsesmæssige styrke - i Citronens familie-relationer, men også i f.eks. scenen, hvor man vil gøre det af med Gestapo-chefen, men får ram på en tilfældig bilist og hans lille dreng. En grusom fejltagelse og for gerningsmændene en forbandelse, der tager substansen ud af deres forehavende. Men det knapt nok fornemmes.

Som dobbeltagenten Aksel Winter tegner Peter Mygind en virkelig trøsket, upålidelig, brovtende, lidt for fed, men ferm og beregnende personage, så afstumpet, at man krymper sig. Problemet er kun, at man fatter mistanke til ham før modstandsfolkene, og at han postuleres at klare frisag. Så anløben en person må modstandskampens overordnede ledelse (Frihedsrådet?) have gennemskuet. Det er for utroværdigt, selv om både instruktør og manuskriptforfatter betoner, at filmen nok bygger på virkelige begivenheder, men ikke foregiver autenticitet i detaljen.

Filmens show-down er flot og spektakulært, men hvor der skydes! Enhver anden end Mads Mikkelsens ”Citronen” ville være perforeret dødeligt af glasskår, længe før han vakler ud til sin uundgåelige henrettelse, mens Flammens endeligt ikke kalder på nogen følelse, ikke engang medfølelse, knapt nok sympati.

Hvad rager de mig

”Flammen og Citronen” er nok værd at se.

Det manglede også bare, så bekostelig den har været. Men noget egentligt appellerende, medrivende, uafrysteligt drama er den ikke, dertil er den for sval og for omstændelig. Flammens besvær med sin far sætter handlingen i stå.

Historien, som ellers er vild og rå nok, chokerer ingen og sætter aldrig fuldt blus på følelserne, skønt både emnet og tiden lægger op til det.

Faktisk synes jeg bedre om Ole Christian Madsens forrige film, ”Prag”, den var knapt så ambitiøs, men havde faktisk mere at byde på, vedkommende mennesker f.eks. Både Flammen og Citronen fristes man til at trække på skulderen ad og sige: Hvad rager de egentlig mig!?

null
Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Familien protesterer mod storfilm
Er alle oplysninger historisk korrekte i den populære storfilm om to af modstandsbevægelsens store skikkelser, “Flammen & Citronen”, der i øjeblikket går sin sejrsgang i landets biografer?
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Film & TV
Annonce
På den anden side

Kommentar: Måske skulle de læse lidt Hal Koch i SF?

Palle Weis
Boykotten af åbningsgudstjenesten viser, at nu fører også de folkevalgte an i den identitetspolitiske balkanisering af samfundsdebatten.
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her