Fortsæt til indhold
Streaming, film og tv

ADAMS ÆBLER: Instr. Anders Thomas Jensen

Måske ikke nogen storfilm, men en snurrig bagatel, man har det fint med, så længe den står på, og som gør krav på eftertanke, skønt der ikke er noget særligt at tænke over.

Af JOHS. H. CHRISTENSEN

ADAMS ÆBLER: Instr. Anders Thomas Jensen
Danmark 2005
1 time 37 minutter
Premiere i en lang række biografer landet over

Historien er fri fantasi. En gradbøjning af "Jobs Bog" i Det gamle Testamente. Den handler om en retfærdig og gudfrygtig mand, der udsættes for al landsens ulykker, fordi Vorherre er så forvisset om hans urokkelige godhed og gudstro, at Satan for lov til at pine og plage ham. Men Job holder ud, om end han forbander den dag, han blev født, så forpint han er. Hvorpå Herren taler dunder til ham og indskærper, at Job ikke skal tro, han er noget. Til gengæld får han noget, nemlig alt, hvad han har mistet og mere til.

Strukturen i denne gamle myte holder sammen på "Adams æbler", en titel, der i sig selv er tvetydig og symbolsk. Skønt ingen ved det, antager man, det var æbler, hvormed slangen fristede Eva, der fristede Adam, så de blev smidt ud af Paradis. Og skønt ingen ved det, antager man, at Martin Luther sagde, at han ved beskeden om, at verden gik under i morgen, ville gå ud i sin have og plante et æbletræ. Æbler altså som symbol på både det onde og det gode.

Uden for den uformelige Horne Kirke (på én gang rund- og langkirke) på Sydfyn står der et æbletræ med masser af frugt. Men krager kommer og hakker i den, og orme kryber ind og ud af den. Alligevel skal frugten blive til en rigtig lækker æblekage, til trods for at alt går i kage.

Præsten ved kirken hedder Ivan (Mads Mikkelsen, der her føjer en ny dimension til sit kunstneriske format); Ivan er fantast, grebet af frelsermani. Derfor tager han sig af samfundets udstødte og har en kleptoman (Nicolas Bro i vanlig psykopatisk afviger-stil) og en skydegal røver (Ali Kazim - væbnet til tænderne med skydevåben og plaffende skældsord) i samfundstjeneste. En tredje, Adam, kommer til (Ulrich Thomsen, der her endnu engang beviser sin alsidighed). Han er nynazist og slår en proper næve, så både kleptomanen og præsten går snart rundt med blodtud. Også et forvildet pigebarn (Paprika Steen, som vi kender hende) kommer til. Hun er blevet gravid omme i Indonesien, for hun arbejder for Verdensnaturfonden (Filmens instruktør, Anders Thomas Jensen, tirrer gerne den politiske korrekthed) og tror, barnet bliver handicappet.

Noget stikker under

I en flom af ord, undertiden velvalgte, tiere helt ved siden af, og så vidtløftige, at han skaber både forundring og postyr, prøver præsten at holde sammen på sig selv og sine folk. På én gang er han totalt uforudsigelig, utilregnelig og ganske fornuftig med et instinktivt talent for at håndtere prekære situationer. Der må stikke noget under. Det gør der også, men jeg siger ikke hvad.

Kun at han er så plaget en mand, at remtrækket til virkeligheden knirker og sprænges. En moderne Job. Hvordan og hvor slemt det står til, oplyses af den lokale læge, som man nødig ville i hænderne på (Ole Thestrup i vanlig morbid og parodisk stil). Men derved kan det jo ikke blive. Den kontrære, voldelige Adam forvandles efter et metafysisk tordenvejr og et ganske almindeligt under til en flink fyr, der kan assistere den døde, men opstandne præst, mens de andre synes at undslippe tiltagende ragnarok med fremtiden i behold.

Snurrig bagatel

En historie »om det definitivt onde mod det endeløse gode. Djævelen mod Gud.« Sådan har Anders Thomas Jensen karakteriseret sin film, der forløber lige så absurd og lige så uskyldigt opløftende som et eventyr, fortalt med alle eventyrets skæve pointer og absurd humoristiske diktion. Dialogen - især præstens og lægens replikker - er jævnthen totale fejlskud, der alligevel rammer plet og bliver til stjerneskud af humor og nonsenskomik.

"Adams æbler" er måske ikke nogen storfilm, men en snurrig bagatel, man har det fint med, så længe den står på, og som gør krav på eftertanke, skønt der ikke er noget særligt at tænke over - andet end hvor forunderligt det dog er, at der stadig så veloplagt kan fortælles så spøjse historier og en gammel myte omsættes til en moderne fabel.

kultur@jp.dk