AF BANEN, Instruktør: Martin Hagbjer
Martin Hagbjers debutfilm handler om at genfinde spilleglæden - på fodboldbanen som i livet. Men taktikken er ikke helt klar.
AF BANEN, Instruktør: Martin Hagbjer
Danmark 2005
83 minutter
Tilladt for alle
Der laves mange film om fodbold, men få, der formår at fange magien og mytologien i verdens bedste spil.
"Af banen" gør et forsøg. Torben (Danmarks sportsskuespiller, Lars Bom) var engang superligaspiller. Nu er han arbejdsløs. Konen har givet ham sparket, og han er begyndt at drikke. Fodbold er det eneste han kan - eller kunne - og det er også den, der holder fast i den stadigt tyndere tråd til den 13-årige søn David (Niklas Ingemann).
Da Davids hold mister sin træner, tager Torben tøvende over, og så er kunsten at få både far, søn og Hvidovres drengehold til at genfinde spilleglæden.
"Af banen" er fortalt gennem fodbolden. I sidste ende handler den om større og mere universelle ting, men det er stemningen til træning og resultaterne på tavlen, der afspejler konflikterne udenfor. Scenerne på grønsværen er gode og flot filmet, og Martin Hagbjer har fundet nogle drenge, der kan spille bold.
Derfor er det ærgerligt, at filmen ikke tager sit (fodbold)publikum alvorligt nok. Efter sæsonens første kamp ligger drengene allerede syv point efter Brøndby, og da bøtten endelig vender efter nederlag på nederlag, kommer de lynhurtigt a point med de blå-gule ærkerivaler. De må åbenbart også have haft en elendig sæson.
Hvis det ikke er vigtigt med slige detaljer, hvorfor så fokusere så meget på stillinger og resultater? Og hvorfor skal historien partout ende i en finalekamp om mesterskabet, når moralen er, at det gælder om at finde glæden ved det, du gør?
"Af banen" skærer sine pointer tykt ud og er nok lidt for stiv til at indfange ungdomspublikummet. Så var der mere spræl i Aage Rais' beslægtede "To ryk og en aflevering".
Boms portræt af Torben er fint, også i samspillet med Krølles søde enlige mor (Camilla Bendix), men her er ikke psykologisk dybde nok til rigtigt at fænge hos de voksne.
Resultatet bliver en af de kedelige uafgjorte, som ingen rigtig kan bruge til noget.
Det er ikke noget nederlag for den debuterende Hagbjer, men en fræk taktik og lidt originale finter ville have gjort godt.