OCEAN'S ELEVEN: Instruktør: Steven Soderbergh

OCEAN'S ELEVEN: Instruktør: Steven Soderbergh
USA 2001
Længde: 1 time og 57 minutter
Premiere i dag i 47 biografer landet over

"Ocean's Eleven" er ifølge instruktøren ren skæg og ballade, en film, som ikke har noget på hjerte, ingen budskaber her, tak!

Og det er vel rigtigt.

På den anden side kan det lette. Det tilsyneladende ansvarsfrie og uforpligtende laves med så stor elegance, at nydelsen næsten får karakter af et (underforstået) budskab, nemlig at kærligheden er vigtig, og at der desuden skal være plads til bare at slentre af sted.

Det er vigtigt at give plads til kærligheden, og det er vigtigt at kunne nyde livet, siger filmen vel, hvis man absolut vil uddrage en morale.

Og nyde livet, det kan hovedpersonerne vel på deres egen måde, denne flok superprofessionelle kupmagere, som den netop løsladte Danny Ocean samler omkring sig med det formål at præstere intet mindre end det umulige, at stikke af med 150 millioner dollars fra tre Las Vegas-casinoers fælles pengeboks.

Personlig vendetta

Men det er ikke et hvilken som helst casino, Danny Ocean har udset sig. For ham drejer kuppet sig i virkeligheden først og fremmest om at ramme casino-ejeren Terry Benedict på hans ømme punkt, fordi han, mens Danny Ocean spjældede den, har haft held til at dupere og forføre Danny Oceans kone, og det er i virkeligheden hende, Danny Ocean vil have. De mange penge er bare en rar sidegevinst.

Kuppet planlægges minutiøst, og vi får det i begyndelsen kun delvis forklaret, for der skal hele filmen igennem være overraskelser for tilskueren at fryde sig over.

Men de mange små velturnerede overraskelser er ikke vigtige i sig selv, de er bare lækkert krydderi. Det er skuespillerne, der betyder noget. Det er dem, der gør filmen til én stor nydelse. George Clooney er supercool, Brad Pitt ligeså, faktisk er det tvivlsomt, om filmen kunne fungere uden netop disse to. Deres udstråling er i top, og de kan det dér med de henkastede replikker, det skødesløst elegante, og de kan nok få størstedelen af publikum til at føle sig i ekstra godt selskab.

Morsomme seniorer

Men de er skam ikke ene om at kunne kunsten. Carl Reiner, der i sin tid instruerede den meget morsomme "Åh, Gud", er her, i en alder af næsten 80 år, i topform som manden, der skal aflede casinoejerens opmærksomhed i nogle få sekunder, og Matt Damon er, i en lidt mindre rolle end man længe har set ham, veloplagt som en falsk casino-kontrollør.

Og Elliott Gould, så sprudlende morsom i "M*A*S*H" og andre komedier fra halvfjerdserne, er stadig sprudlende morsom her 30 år senere som manden, der fristes til at finansiere det "umulige" kup, ikke for fortjenestens skyld, men for at få hævn (også han) over casinoejeren.

Storartet Garcia

Denne spilles med sammenbidt intensitet af Andy Garcia som et menneske uden humor og uden evnen til at give kærligheden sit, et menneske for hvem penge og magt er alt, så vi forstår, at han slet ikke fortjener bedre end både at miste kvinden og pengene.

Det er en storartet præstation.

Julia Roberts er kvinden i Danny Oceans og casinoejerens liv. Det er kun en lille rolle i forhold til hendes stjernestatus, men hun runder figuren smukt af, selv om jeg på forhånd havde set frem til en mere sexet udstråling fra hendes side.

Elegante Soderbergh

Og Steven Soderbergh, der sidst glædede med filmen "Traffic", viser i "Ocean's Eleven", at han kan kunsten at skjule kunsten, som Francois Truffaut engang formulerede det. For alt i denne film kører på gummihjul og skinner, og det virker så let og elegant henkastet, at det må have været djævelsk svært at ramme det rette tonefald både i dialogens afvikling og i de selvsikkert komponerede billeder og den hårfine præcision i klipningen. Det er med andre ord en herlig film, vellykket over al måde, hele tiden en frydefuld fornøjelse.