HEFTIG OG BEGEJSTRET 2: Instr. Knut Erik Jensen
De elskelige sjatpissere fra Berlevåg Mandsangforening er på USA-turné i Knut Erik Jensens mildt overflødige opfølger til "Heftig og begejstret".
HEFTIG OG BEGEJSTRET 2
Norge 2002.
Instruktør: Knut Erik Jensen.
Længde: 1 time og 45 minutter.
En sequel til en dokumentarfilm om et nordnorsk herrekor?
Det lyder absurd, men "Heftig og begejstret" (med den ikke mindre gode engelske titel "Cool & Crazy") var faktisk så stor en sællert ved billetlugerne - navnlig i hjemlandet - at en fortsættelse ikke er helt ude i hampen.
"Heftig og begejstret" blev markedsført som Norges svar på "Buena Vista Social Club", men helt så musikalske er de gæve nordmænd altså ikke. Til gengæld ligner Knut Erik Jensens to'er en norsk variation over sidste akt i Wim Wenders' film, der fulgte de ikke mindre bedagede cubanske stjerner på kombineret turné og sightseeing i New York.
Det store æble er også førstedestinationen for Berlevåg Mandsangforening (ja, sådan hedder de), der blev så berømte af at medvirke i den første film, at der pludselig er penge til at sende hele flokken til filmpremiere på Manhattan og efterfølgende jobs rundt om i USA.
Rejsen indledes et par uger efter tvillingetårnenes fald, så 11. september bliver ganske logisk et omdrejningspunkt for Knut Erik Jensens håndholdte videodagbog, der i sin visuelle grimhed er endnu et argument for genindførslen af det gamle filmkamera. Dogme har mange gode ting på samvittigheden, men dens kanonisering af videokameraet er ikke en af dem.
Nu - mere end et år efter terrorangrebene - har vi næsten set det hele før. Enkelte møder med menige New York'ere virker dog ganske gribende. Musik er universets helende kraft, hedder det, og den funktion kommer Berlevågs herrekor til at opfylde ved flere lejligheder.
Flere af filmens scener fra New York bevæger sig dog på kanten af det spekulative. F.eks. synger koret med på patriotismens refræn ved flere lejligheder, bl.a. ved en lille improviseret koncert, hvor de istemmer "Dejlig er Jorden" foran den amerikanske hærs rekrutteringskontor. "Skøn er sjælenes pilgrims gang!", lyder det.
Uhellig alliance
Gad vide, hvad Bush siger til det? Mand for mand er kormedlemmerne dog mere end skeptiske overfor amerikanernes uhellige alliance mellem hævnlyst og fædrelandskærlighed ("Hos amerikanerne er kæften større end hjernen", siger én).
Som i etter'en er det de gamle gubbers selvironi og karske humor, der trækker de fleste stik hjem. Og det er i sandhed en elskelig flok, vi præsenteres for. Den ældste mand er blevet 97 siden sidst, men kan stadig klare en sludder og en lille tår over tørsten. Mens snakken går og musikken spiller drager filmhold og kor tværs over Guds eget land i bumlende roadmovie, der fører til fiskerieventyr på Cape Cod, stjernedrys på Sunset Boulevard og en tur omkring Sun Studios i Memphis, hvor den unge Elvis indspillede sine første skæringer.
Jo længere vi kommer, des mere luft taber filmen. Til sidst har man det lidt som de stovte nordmænd, der rammes af hjemve: Nu må eventyret snart slutte. Det gør det også - med heltemodtagelse hjemme i Berlevåg, højt oppe mod nord.
NB: Filmen vises i norsk kopi (tekstet for hørehæmmede), hvilket selvfølgelig hjælper et pænt stykke ad vejen, men overfor replikker som 'det blei fjæra sø på karaffelen' er det vel ikke kun denne halvnorske anmelder, som må give tabt?