RINGENES HERRE: DE TO TÅRNE: Instr. Peter Jackson

RINGENES HERRE: DE TO TÅRNE
Instruktør:
Peter Jackson
USA/New Zealand 2002
Længde:
2 timer og 59 min.
Premiere i dag i 112 biografer landet over

"Eventyret om Ringen" gjorde al skepsis til skamme. Også "De to tårne" indfrier forventningerne, selvom det i sagens natur vanskelige mellemspil - uden nogen decideret begyndelse eller slutning - er en mere enstrenget affære end den populære etter.

Mens første del af trilogien brugte mange kræfter på at introducere Tolkiens univers af hobitter, elver, dværgfolk, troldmænd og helt almindelige mennesker, er der færre stemnings- og miljøskift i to'eren.

Jackson forudsætter, at publikum har set forgængeren og gør derfor meget lidt ud af at resumere de forudgående begivenheder.

"Eventyret om Ringen" sluttede med den milde troldmand Gandalf (Ian McKellen) hængende over Khazad-dûms ildspyende afgrund, mens Ringenes Broderskab blev spredt for alle vinde.

Herfra fortsætter "De to tårne", der følger Gandalf mod dybet, for herefter at stille skarpt på det opsplittede broderskab på den lange, trange vej til den sorte port i Mordor - første station på ruten til Dommedagsspalterne i dybet af Orodruin, hvor den farlige ring skal tilintetgøres.

I dødens tegn

Det er en odyssé, der står i dødens og ødelæggelsens tegn.

Den unge ringbærer, hobitten Frodo (Elijah Wood) og følgesvenden Sam (Sean Astin) får følgeskab af et skizofrent fantasivæsen i hvis deforme krop, godhedens og ondskabens kræfter strides lige så intenst som på eventyrets "rigtige" slagmarker.

Når han er ond og stræber efter Frodos dyrebare ejendom, hedder han Gollum, mens han lystrer navnet Sméagol, når han vil verden det godt.

Skuespilleren Andy Serkis har lagt stemme og krop til figuren, der takket være avancerede CGI-effekter (Computer Generated Images, red.) ikke ligner noget, vi har set på det store lærred før. Med sine overdimensionerede hænder, fødder og kranie samt Basedowøjne ligner han en afpillet, forvreden udgave "Nosferatu".

»E.T. go home,« siger vi bare.

Broderskabets anden flanke består af stridsmanden Aragorn (Viggo Mortensen), den bueskydende elverdreng Legolas (Orlando Bloom) og dværgen Gimli (John Rhys-Davies). Denne trio ankommer til Rohans rige tæt i hælene på hobitterne Merry (Dominic Monaghan) og Pippin (Billy Boyd), der først er i de grusomme uruk-hai'ers fangenskab og siden holdes hen af Tolkiens videreudvikling af den vandrende pind: Det talende træ, Enten.

Grandiost blodbad

Jacksons film krydsklipper flittigt mellem de tre ufrivilligt separerede forgreninger af broderskabet, der uafvidende er på fælles kurs mod filmens kulmination, et overdådigt iscenesat bråvallaslag om fæstningen i Helms Kløft.

Her har Kong Théoden (Bernard Hill) og dennes billedskønne niece, Eowyn (Miranda Otto) søgt dække for Sarumans titusindtallige hær af uruk-hai'er, orker og andre monstre. Det udvikler sig til et grandiost blodbad, hvor Aragorn virkelig træder i karakter som kriger.

Forinden har Aragorn allerede sat niecens hjerte i brand, men kærligheden kan ikke fuldbyrdes. For det første gør elverpigen Arwen (Liv Tyler) stadig krav på hans troskab, for det andet er kønslig omgang ikke rigtigt noget, der hører hjemme i Tolkiens univers.

Politisk allegori

Undervejs vender Gandalf den Grå (Ian McKellen) tilbage fra de døde som Gandalf den Hvide, men hverken han eller hans diabolske modstykke, miljøskurken Saruman (Christopher Lee), får megen spilletid i denne ombæring.

Det er synd, for veteranerne stråler atter.

Det samme gør den sværdsvingende halvdansker Viggo Mortensen, der virkelig er vokset med opgaven og næsten er afsnittets hovedfigur. Og så skal vi naturligvis ikke glemme den computergenererede Gollum/Sméagol, der på sin egen tvetydige facon er filmens største scoop.

Mens "Eventyret om Ringen" vekslede mellem lyse og mørke scener er "De to tårne" en gennemført dyster affære, proppet til bristepunktet med forræderi, magtbegær, blods-udgydelser og pludselig død.

På sine steder ligner det en hobbitudgave af "Saving Private Ryan".

At filmens titel vækker associationer til tvillingetårnene er helt utilsigtet, men de publikummer, der vælger at trække paralleller til den aktuelle verdenspolitiske situation (for ikke at tale om den økologiske nedsmeltning) vil under alle omstændigheder finde rig næring til ængstelsen.

Afsluttende monolog

"De to tårne" er det rene ragnarok, men indimellem opblødes katastrofestemningen da af mere muntre optrin, ikke mindst på bekostning af den lavstammede Gimli, der i nødens stund lægger krop til en bizar gang dværgkastning. Lidt romantik er der som nævnt også afsat plads til, men den er så kysk, at den kun kommer til udtryk gennem længselsfulde blikke og krigerens flashback til kærlighedslivet hjemme i Kløvedal.

Ellers er det mandehørm, ild, aske og giftige dampe, der fylder Midgårdsvæsnernes lunger. Hobitten Sam får dog lov til at indgyde publikum lidt håb - i hvert fald på fortællingens vegne: »De vigtigste eventyr har altid været mørke og dystre, men der findes godhed i verden, og den er altid værd at kæmpe for,« hedder det bl.a. i Sams afsluttende monolog, der vel også er instruktørens credo.

Den lille enetale virker næsten som en Verfremdungseffekt, for den unødvendige udpensling af temaet får instruktørens projekt til at tage sig mere banalt ud, end det egentlig er.

At de gode og onde kræfter strides, står i forvejen prentet i hver scene af den tre timer lange film.

Men det er naturligvis petitesser. Som helhed er "De to tårne" et kraftfuldt iscenesat filmeventyr af høj klasse, om end noget udmarvende på sine steder. Når monotonien sætter ind, kan man heldigvis søge adspredelse i de svimlende smukke naturscenerier fra New Zealand - med og uden computereffekter.

Den første ventetid er slut, en ny kan begynde. Sidste afsnit af trilogien - "Kongen vender tilbage" - har premiere 17. december 2003.