CALENDAR GIRLS: Instr. Nigel Cole
Ægte og betagende hverdagsdrama om midaldrende kvinder, der poserer på nøgenkalender i en god sags tjeneste og bliver kendt langt uden for deres lille lokale samfund.
CALENDAR GIRLS
Instruktion: Nigel Cole
England 2003
1 time 45 min.
Premiere i dag i en række biografer landet over
Endnu én af de uimodståelige, skæve hverdagskomedier fra den engelske provins. Forløbere er historier som "Brassed off" (1969) og "Det er bare mænd" (1997).
Denne gang handler historien, der har et virkeligt begivenhedsforløb som brændstof, blot om kvinder, småborgerlige kvinder! De kaster sig hovedkuld ud i et halsbrækkende projekt og lander elegant i en tordnende succes, der nu har ført til filmen her. Den er blevet et forunderligt overskud af koglende humor og hjertevarme, løssluppen vitalitet og afvæbnende uskyld.
Kvinderne i en lille flække i det underskønne Yorkshire, hvis grønne, bakkede landskab skanderer filmens som mellemrummene mellem vers i en sang, er medlemmer af den lokale kvindeklub, et udbredt engelsk fænomen. De kvikkeste og livligste, Chris og Annie, fniser som et par teenage-tøser, skønt de er omkring de 50, for de keder sig gudsjammerligt over at sidde den af til foredrag om blomkålens historie og den slags.
Annies mand er gartner med en livslang kærlighed til planter og blomster, en rolig, varm, underfundig ægtemand, som hun elsker grænseløst. Så får han leukæmi, går i forfald, men bærer sin tunge skæbne med værdighed indtil døden. Tit og ofte under hans sygdom har Annie siddet - undertiden sammen med Chris - i den bulede, slidte sofa i hospitalets trøstesløse venteværelse, så de beslutter at foranstalte en indsamling til en ny sofa. Den er kostbar, og hvordan skraber man pengene sammen?
Rablende idé
Kvindeklubben plejer at lave en nydelig, kedsommelig kalender, der plejer at give underskud, så den er ingen udvej, før Chris kommer i tanke om en dristig, men risikabel smutvej. Chris, der spilles af den vidunderlige skuespiller og dejlige kvinde, Helen Mirren, er gruppens anarkist, provokatør og flyvske hoved. Hun får den rablende idé: Hvad nu, hvis vi lavede en kalender, hvor vi piger poserer nøgne?
Ikke sådan i demonstrativ bar figur, men bag opstillinger - blomsterarrangementer, konditorkompositioner, æblepressere og den slags, der ikke viser det hele, men heller ikke lader nogen i tvivl om, at den pågældende dame ikke har en trevl på kroppen. En generalprøve i Chris' køkken er ved at afspore hele projektet, men det kommer til at køre.
Ægte mennesker
Damerne - damerne! siger jeg, for de er mellem halvtreds og tres - reagerer med forargede attituder og skræmte hvin, men lader sig overtale én for én. Efter nogle komisk mislykkede forsøg finder man en genert, men skønsom fotograf, og så går man i gang.
Billederne bliver skudt, gruppesammenholdet styrker frimodigheden og ophæver en kejtet blufærdighed. Det er så absurd morsomt at sidde og kigge på, og spændende: Lykkes forehavendet? Damerne er elskelige og bliver smukkere og smukkere, ikke fordi de promenerer fuldendte kvindekroppe, men fordi de er rigtige, levende kvinder præget af erfaring og alder, ægte mennesker, med hver sin charme, hver sin personlighed.
»Alle store film,« har Hellen Mirren sagt, »finder en balance mellem humor og alvor. Og i dette manuskript lykkes balancen til fuldkommenhed.«
Og hun har ret!
De fleste af skuespillerne havde aldrig før smidt kludene i et filmstudie og er betragteligt ældre end de unge kvinder, der gør det.
»Vi tog scenerne midt under optagelsesforløbet,« siger instruktøren, »for så havde vi tid til at vænne os til hinanden uden at skulle have dem hængende truende over os.«
Og damerne havde aftalt, at de alle sammen smed tøjet - nødvendigt eller ej - af hensyn til den indbyrdes solidaritet, der fornemmes tydeligt og ophæver enhver nyfigenhed.
»Når virkelighedens kvinder, hvoraf mange var ældre end os, kunne gøre det, så kunne vi også. Det er dem, der var de modige, pionererne, ikke os,« siger Julie Walter, der spiller en hjertegribende Annie.
Betagende film
Filmen er - trods de to hovedpersoner, Chris og Annie - enestående ensemblespil, hvor hver eneste folder sig ud på sine egne, individuelle betingelser.
Stik imod al sandsynlighed bliver kalenderen et mediehit. Journalister og fotografer strømmer til, og den har til dato indbragt over en halv million pund. Damerne inviteredes til Hollywood - et afsnit, hvor historien desværre taber højde og er ved at udarte i pjat. For damerne er bedst på hjemmebane, hvor de til gengæld er suveræne - også i de ægteskabelige konflikter, som deres frimodighed udløser i et lille bornert samfund, hvor alle kender og vurderer alle.
Om dette er årets bedste film, ved jeg ikke, men den er så ægte og betagende, at går De kun i biografen én gang om året, så må "Calendar Girls" være den helt rigtige oplevelse.