Vi er ikke færdige med det der krænkelses-noget
Pernille Fischer Christensens stærke drama "Vores løfte" fortæller MeToo-historien fra de pårørendes perspektiv og viser, hvor smertefuldt det er, når kærlighed, loyalitet og magt kolliderer.
»Det dér krænkelsesnoget, er vi ikke færdige med det?«
Sådan spørger Mikaels chefs kone, da den første mistanke om en sexchikanesag mod ham opstår – ubelejligt for både Mikael, hans familie og Dansk Svømmeunion, som han arbejder for.
Mikael er tidligere svømmelandstræner og er lykkeligt gift med sin tidligere elev Maria. Han er talentansvarlig, hun er tv-vært på sporten. De har et dejligt hus og en sød teenagedatter.
Men så dukker en anden tidligere elev op fra graven med en urovækkende udlægning af deres forhold.