Årets bedste danske tv-serie kom næsten ikke til Danmark
Med humor, smerte og stor menneskelig indsigt skildrer “Den gode stemning” et søskendeforhold, der både bærer og ødelægger dem, der er en del af det.
Det var med det yderste af neglene, at “Den gode stemning” nåede med i serieåret 2025 – og hvor er det dog lykkeligt, at det skete.
Serien har været bredt tilgængelig gennem længere tid uden for Danmark, men fordi Viaplay tabte den finansielle pust, blev en række af dens færdigproducerede tv-dramaer liggende i skuffen i forhold til det danske publikum.
Den har TV 2 klaret ved at købe serien til dansk visning, og derfor ligger Kasper Munk og Lone Hørslevs fine skildring af søskenderelationer og misbrug klar som en tidlig julegave.
Søskenderelationer kan være nogle af de sværeste, men i “Den gode stemning” er relationen mellem Eva og Mads så stærk, at den har det med at spænde ben for deres relation med resten af verden.
Eva, der spilles stærkt af Iben Hjejle, er arkitekt og har overtaget faderens arkitektfirma. Hun hyggekeder sig i relationen med den ellers søde dukkefører Jakob, mens hun dyrker drømmen om noget vildere i armene på direktøren hos en potentiel kunde i det arkitekttegnede sommerhus, som deres afdøde far efterlod sig.
Lillebror Mads (Pilou Asbæk tilbage på dansk grund efter en lang række B-film-biroller i udlandet) er til gengæld i fuldskala-fornægtelse af det familieliv, som kæresten Kristina og datteren Tipi repræsenterer. Han er vellidt og dygtig musiklærer på et gymnasium, musiker med et par hits bag sig og en drøm om Roskilde – og så er han narkoman.
Eva og Mads har hinandens ryg. De er også hinandens største konkurrenter om moderens noget sarte opmærksomhed.
Faderens død ligger stadig som en tung skygge over familien, og langsomt men præcist opruller Munk og Hørslev, hvordan ubehandlede familierelationer kan trække tråde helt fra barndommen og op i et dysfunktionelt voksenliv.
De to søskende bor med deres familier i den samme ejendom. Kæmpe herskabslejligheder med gensidigt indkig fra køkkenvinduerne – og Mads, der altid lige mangler at få købt ind, er en hyppig gæst i Evas køleskab til husbondens enorme frustration.
De to søskende skildres kærligt og forstående. Både når de er ved at flå familierne helt fra hinanden, og ømt, når de efter slaget altid finder hinanden igen.
De er det primære referencepunkt for hinanden, og hvor de begge har ydre afhængigheder at kæmpe mod i utroskab og stoffer, så har de en følelsesmæssig afhængighed af hinanden, som er interessant at se udfoldet.
Stofferne gør som altid deres indtog, og Mads’ misbrug eskalerer det sammenbrud, der i hele serien ligger og venter lige under overfladen og tvinger de begravede dæmoner frem i lyset.
Dramatisk kød på sidebenene
Det kan lyde traurigt, men “Den gode stemning” er ret præcis det modsatte.
Den minder lidt om Paprika Steens “Den tid på året” og “Det nye år”, der også begge gravede dybt, men med en let tilgang.
Flere sekvenser hos Kasper Munk spiller næsten som komedie, selv om de grundlæggende er tragiske – et forrygende afsnit med moderens 70-års fødselsdag står fornemt frem med en fed, hektisk energi, hvor selv ikke spillemænd fra Fanø kan udglatte knasterne.
Det er en stor fornøjelse, når godt skrevet og eksekveret drama får premiere.
Serien er smuk at skue med mange fine indstillinger, der indkapsler hovedpersonerne i tableauer, som passer til deres tilstand – og så har den en forkærlighed for Hammershøi.
En bog om ham spiller en central rolle, og åbne vinduer og døre er et visuelt ledemotiv gennem hele serien.
Formatet med afsnit a 30 minutter er ideelt, og de samlede fire timers spilletid giver masser af dramatisk kød på sidebenene, som skuespillerne åbenlyst nyder at sætte tænderne i.
Man har – trods alle deres mangler – lyst til at være i selskab med Eva og Mads, og det er vel næsten den fineste kvalitet at have som fiktive figurer i et tv-drama. “Den gode stemning” er en af årets bedste tv-serier.