Tjente Danmark fedt på grønlandsk mineral? Det er svært at blive klog på tallene i opsigtsvækkende dokumentar

Fortællingen om Danmarks rolle som velgørende redningsaktør over for Grønland har i de seneste år fået nogle gevaldige sprækker, bl.a. med historier om tvangsfjernelser, tvangssterilisation og ufrivillige spiralopsættelser.

I dokumentarfilmen ”Grønlands hvide guld” graver instruktørerne Claus Pilehave og Otto Rosing ned i et hidtil ubeskrevet element af forholdet mellem Danmark og Grønland, der også udfordrer fortællingen om, at Grønland står i økonomisk taknemmelighedsgæld til Danmark.

Så når tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen i et citat, der åbner filmen, siger, at »Danmark ikke på nogen måde hverken har undertrykt eller udsuget det grønlandske samfund«, er det ifølge filmen en stor, fed løgn.

Filmens tese er nemlig, at den danske stat har tjent styrtende på at udvinde mineralet kryolit, der bl.a. er blevet brugt til aluminium. Hvor mange penge det nøjagtigt drejer sig om, sætter filmens hovedpersoner sig til at undersøge ved hjælp af tunge regnskabsbøger fra Rigsarkivet og en række økonomiske eksperter.

Følelsesmæssig forbindelse

Filmen har to spor. I det første følger vi Naja Graugaard, der forsker i koloniale relationer på Københavns Universitet og selv har grønlandske rødder. Hun rejser til den i dag forladte mineby Ivittuut i Sydvestgrønland, der stadig bærer præg af den store velstand, udvindingen af kryolit gav de danskere, der var med til at hive mineralet op af jorden. Hun besøger også sin familie i nabobygden Arsuk, og de fortæller om at leve isoleret fra resten af landet, uden indflydelse på danskernes minedrift.

Med sin blanding af professionel og personlig involvering er Naja Graugaards rolle i dokumentaren lidt mudret. I en rimelig tør dokumentar om mineraler og økonomi er hendes følelsesmæssige reaktioner meget velkomne, og det er spændende at høre om hendes familiehistorie. Til gengæld savner jeg, at hun får lov til at dele flere af sine perspektiver som forsker på området.

Hverken som karakter eller ekspert får hun lov til at udfolde sig, fordi historien hurtigt bliver overtaget af andet spor, hvor historieforskeren Marie-Louise Skov Jensen hjemme i Danmark forsøger at opgøre, hvilken værdi danskerne hev ud af minen.

Økonomiske uenigheder

Det viser sig at være et virkelig komplekst spørgsmål. Forskeren gennemgår de danske selskabers regnskabsbøger, men er i tvivl om, hvad tallene siger. Hun konsulterer flere økonomer, der har forskellige holdninger til, hvilke udregningsmetoder der giver mening i forhold til at bedømme værdiskabelsen.

Økonomiprofessor Torben M. Andersen, der fungerer som økonomisk hovedekspert, er forbeholden over for at drage nogen konklusioner. Som seer uden nogen økonomisk indsigt virker det derfor ærligt talt svært at hitte rede i, hvorvidt der er hold i filmens konklusion om, at danske selskaber har omsat for over 400 mia. kr. – og hvad det overhovedet betyder.

For kort spilletid

Filmens største problem er, at den vil formidle noget meget kompliceret stof med mange eksperter på for kort tid. 55 minutter er simpelthen for lidt, når der både skal fortælles en menneskelig og en kulturel historie, graves i tal, diskuteres økonomiske regnemodeller og forklares, hvorfor kryolit er et vigtigt mineral. Og så er jeg ikke engang kommet ind på USA’s rolle under Anden Verdenskrig.

Det er en skam, for under forvirringen er historien om kryolitudvindingen både væsentlig og overraskende, og filmen formår bestemt at tilføre nye nuancerer til fortællingen om de to landes økonomiske relation. Det kunne nærmest ikke være mere aktuelt i dagens nyhedsbillede, hvor Grønlands selvstændighed, afhængighed og fremtid er oppe i luften.