Bunden er nået for "Orkestret" – men det er faktisk en god ting
Der skydes veloplagt med spredehagl mod arbejdspladser, samfundsstruktur og menneskelige relationer i anden sæson af "Orkestret".
Hvornår har man ramt bunden? Er det som symfoniorkester, når man spiller for 20 sovende pensionister i en imponerende koncertsal? Er det som nygift Don Juan, når bruden falder i søvn på bryllupsnatten? Eller er det, når man som landets førende kulturinstitution, serverer frokost til 4 kr. pr. kuvert for sine ansatte?
Alt i Frederik Cilius og Rasmus Bruuns anden sæson af komedieserien ”Orkestret” rammer bunden i konstante taktslag som en sadistisk yoyo styret af instruktør Mikkel Munch-Fals, der aldrig har været bange for at flytte sine figurer helt derud, hvor tilskuernes sympati for dem flagrer frit i vinden.
Spørgsmålet er, om hårdtprøvede Jeppe, Bo og Simon fortsat kan tåle til at stå for skud, når den satiriske skydeskive udvides fra koncertsalens indspiste verden til et samfundskritisk festfyrværkeri af skarpe replikker og præcise observationer.