Sotheby's sælger usædvanligt dansk maleri
Unikt motiv fra Hammershøi, som har den danske rekord for højeste auktionspris, sælges i London.
Los Angeles
I 2012 blev den danske kunstmaler Vilhelm Hammershøis maleri "Ida læser et brev" solgt for 15 mio. kroner ved en auktion hos auktionshuset Sotheby's i London.
Det var ny rekord for det højeste beløb for et dansk maleri solgt på en auktion.
Nu er Sotheby's-auktionshuset, der er blandt de førende inden for den internationale handel med kunst og antikviteter, klar med endnu et unikt værk fra Hammershøi til en auktion i London den 22. maj.
En spændende genopdagelse
I en pressemeddelelse meddeler auktionshuset, at der er tale om et af de eneste kendte havmalerier af Hammershøi, som ellers primært var kendt for såkaldte interiører, som er billeder med indendørs motiver.
”Sol over havet” hedder værket, som er malet i København omkring 1902. Auktionshuset sætter også et andet værk, ”Den gamle lagerbygning” fra 1909, til salg.
I begge tilfælde er tale om værker, som en privat samler har udbudt på kunstmarkedet.
”Det er en særlig spændende genopdagelse og nok det eneste maleri af Hammershøi, hvor han ikke blot skildrer det åbne hav, men også den glødende sol, som er kilden til lys i så mange af hans mere velkendte interiør-scener,” siger Claude Piening, ekspert i europæiske 1900-tals malerier ved auktionshuset.
En af de mest kendte skandinaviske kunstnere
Vilhelm Hammershøi, som blev født i 1864 og døde i 1916, malede både portrætter, bygninger, landskaber og interiører. I videre kredse vandt han dog især indpas som "de stille stuers maler" med billederne fra sit hjem, de fleste malede i gamle huse på Christianshavn.
Efter hans død i 1916 sank Hammershøis værker langsomt hen i glemsel, men opmærksomheden og interessen for kunstnerens særlige melankolske syn på verden blussede dog op igen – også i udlandet, hvor Hammershøi i dag betragtes som en af mest kendte skandinaviske kunstnere.
Hans arbejder har blandt andet været udstillet i Musée d'Orsay i Paris og Guggenheim Museum i New York.
Da Sotheby's i 2012 havde fem værker af Hammershøi under hammeren, blev de tilsammen solgt for knap 40 mio. danske kroner.
Kendt kunstsamler
Det er uvist, hvem den private sælger er, men Sothebys oplyser, at de to malerier - som så mange andre Hammershøi-værker - har været ejet af tandlæge og kunstsamler Alfred Bramsen.
Bramsen, som døde i 1932, satte sig på et tidspunkt et livsmål i at gøre Hammershøi berømt ud over landets grænser.
Han ejede undervejs en femtedel af alle Hammershøis værker. Efter Bramsens død tilfaldt hele samlingen hans efterladte familie.