Nøgne græske statuer fik tøj på i Qatar
Grækenland har taget to antikke statuer hjem igen pga. en tøjdisput.
Grækenland og Qatar skændes ikke.
De er bare uenige.
Det græske kulturministerium har travlt med at underspille den uenighed, som førte til, at to antikke statuer, som var udlånt til en udstilling i Qatar, blev pakket i kasser og sendt hjem til Grækenland.
Det skriver The Guardian.
For meget for kvinderne
Statuerne af to nøgne, unge mænd var hovedattraktionen i udstillingen "De Olympiske Lege: Fortid og Nutid", som åbnede i marts i den olierige stat Qatar.
Men tilsyneladende mente man, at synet af deres ædlere dele var for stærk kost for kvinderne i det muslimske land, og man valgte derfor at dække dem til med stofklude.
Grækenland har en ikke helt lille interesse i at holde sig på god fod med Qatar, som har annonceret, at man vil investere én mia. euro i det kriseramte land.
Skulle vises i deres naturlige tilstand
Men da Grækenlands kulturminister, Costas Tzavaras, besøgte udstillingen og opdagede "undertøjet," sagde han fra.
"Ministeren sagde selvfølgelig, at mens han havde stor respekt for lokale skikke, kunne han ikke acceptere, at antikviteterne ikke blev vist i deres i deres naturlige tilstand," fortæller en kvindelig embedsmand, som var til stede, til The Guardian.
Statuerne er nu tilbage på det nationale arkæologiske museum i Athen.
Det er ikke et skænderi
"Vi ønsker ikke at fremstille det som et skænderi, og vi ønsker bestemt ikke, at det skal overskygge udstillingen," siger embedsmanden.
Hun fortsætter:
"Det hele var meget venskabeligt. Da de afviste vores anmodning (om at fjerne tøjkludene, red.) kom statuerne i kasser og blev sendt tilbage til Athen".
Udstillingen, som tidligere har været vist i Berlin, har ifølge The Guardian omkring 700 kunstværker - heriblandt adskillige andre nøgne statuer, som tilsyneladende ikke har vakt anstød i Qatar.